(Foto: Miklos Szabo)
Var det i dag, den tyske komponist Hans Werner Henze skulle skrive sin opera "Boulevard Solitude", ville den kunne beskrives som en reboot (genindspilning), som vi kender det fra Hollywoodfilm. I dette tilfælde endda som en yderst grotesk reboot af Puccinis opera "Manon Lescaut". Begge operaer er baseret på den samme franske roman og handler om de prøvelser, kvinden Manon gennemgår.
Fra et musikalsk synspunkt kunne de ikke være mere forskellige. Boulevard Solitude er en lyrisk dramatisk opera, som musikalsk adskiller sig fra, hvad man forventer at blive præsenteret for af Den Kongelige Opera. Den vil bestemt ikke falde i alles smag. Den kræver, man som publikum er lidt mere eventyrlysten og har mod på at udforske operaens lidt besynderlige iscenesættelse og musikalske eksperiment.
Hans Werner Henze dominerede efterkrigstidens operascene sammen med Benjamin Britten.
Det er imponerende at tænkte på, at Henze ikke var fyldt 30 år, da han komponerede Boulevard Solitude i 1952. Der er langt mellem disse nye komponister inden for operaverdenen i nyere tid.
Boulevard Solitude er en speciel operaoplevelse. Det skiftende musikalske lærred henter inspiration fra en bred vifte af musikalske stilarter. Hans Werner Henze har bevidst undgået den populære Wagner-stil til fordel for serialismens udvidelse af 12-tonemusikkens principper. Her er resultatet forudbestemt af matematiske principper, men klangligt uforudsigelig. Det kan eksempelvis høres i operaens ouverture. Henze har samtidig haft et øre for den musik, der var at finde i hans samtid. Ved et kig i orkestergravens udvalg af slagtøj er det ikke overraskende at høre bigbandjazz, blues og hvad der minder om filmsoundtrack a la film noir blandet med fløjlsbløde strygere, der sender tankene mod Schoenberg og Stravinsky.
Operaen er iscenesat af den hollandske instruktør Lotte de Beer og med scenografi af den hollandske kunstnergruppe Clement & Sanôu. Det er første gang, de samarbejder med Den Kongelige Opera. Den scenografiske løsning har et minimalistisk udtryk, der får stor effekt ud af en kæmpe firkantet kasse, som løbende bliver forvandlet til forskellige lokationer. Det er et meget fint udført og gennemtænkt design.
Når det kommer til selve iscenesættelsen og de kunstneriske greb, som Lotte de Beer anvender i Boulevard Solitude, er det, jeg personligt bliver hægtet lidt af. Det bliver simpelthen for grotesk med de intermezzi mellem operaens egentlige syv handlingsscener. Små piger, som dræber og spiser en voksen mand (a la Jesus eller Agamemnon) og leger med hans afhuggede hoved som en anden kastebold. Nu skal der ikke afsløres for meget, da disse intermezzi for nogle nok vil være højdepunkter fra aftenens forestilling.
Handlingen i Boulevard Solitude er forholdsvis simpel at følge med i. Den er kort og præcist fortalt på blot 90 minutter. På en togstation møder den unge student Armand, sunget af Gert Henning-Jensen, den smukke unge pige Manon, sunget af Sine Bundgaard. Hun er blevet sendt på kostskole af sin familie. Armand og Manon bliver enige om at tage sammen til Paris, i stedet for at hun tager toget til Lausanne. De to forelskede unge flytter sammen i en lille lejlighed. Da pengene slipper op, kommer Manons storebror Lescaut, sunget af Benjamin Bevan, forbi med en løsning. Han mener at kunne tjene penge på at gøre sin smukke lillesøster til luksusluder. På den måde kan Manon få den livstil, hun gerne vil have. Og hun synes ikke at have de store skrupler ved dette arrangement. Hun mødes stadig med Armand, som hun siger, er hendes sande kærlighed, samtidig med at hun lever som en sand "gold digger" med den gamle, rige Hr. Lilaque. Da det forhold ikke holder længere, bliver Manon i stedet udlejet til Hr. Lilaques søn.
Dette liv bliver dog for meget for den stakkels Armand. Han kaster sig ud i et kokainmisbrug og er på randen af selvmord op til flere gange. Denne ulykkelige higen efter kærlighed, som Armand udlever på scenen, er indlevende og rørende, og han (Gert Henning-Jensen) stjæler al opmærksomhed fra forestillingens øvrige medvirkende.
Boulevard Solitude er bestemt et besøg i Operaen værd. Nok ikke så meget for selve iscenesættelsens skyld, men mere for at gå på opdagelse i det underfundige lydlige univers af komponisten Hans Werner Henze.
BOULEVARD SOLITUDE
Det Kgl. Teater, Operaen
