(Foto: Carole Bethuel/Reelpictures)
Olivier Assayas nye spillefilm er et psykologisk kammerspil, der legende blander fiktion og virkelighed på flere planer. Juliette Binoche er den succesfulde, men nu midaldrende skuespiller Maria, mens Kristen Stewart (i en forfriskende jordnær udgave) spiller hendes personlige assistent.
I en schweizisk alpehytte opholder Maria og hendes assistent Valentine sig, mens de øver replikker til relanceringen af det teaterstykke, som tyve år tidligere kickstartede Marias karriere. Dengang spillede hun en ung pige, som forfører og manipulerer sin ældre kvindelige chef og bliver skyld i et tragisk selvmord. Nu, tyve år senere, skal Maria modvilligt spille den ældre kvinde, mens rollen som forførerske er blevet besat af en rebelsk teenagestjerne.
Det er dog forholdet mellem Maria og assistenten Valentine, der er omdrejningspunkt for filmen. De drikker og ryger et hav af tynde, franske cigaretter i alpehytten i Sils Maria, mens Valentine agerer stand-in for den unge teenagestjerne.
I baggrunden troner det schweiziske alpelandskab foruroligende og storslået, og ikke overraskende begynder noget ildevarslende at snige sig ind mellem hyttens sprækker.
Maria får nemlig sværere og sværere ved at være i huden på den ældre destruktive karakter. Gradvist krakelerer hun foran Valentine, hvis loyalitet bliver erstattet af en trodsig facon:"You've become too dependent on me. It's not healthy". Og usundt føles det også i hyttens klaustrofobiske rum, hvor stemningen begynder at minde om Bergmans Persona, der også lader et sommerhus danne ramme for et kvindeforhold i opløsning.
Det er ikke tilfældigt, at lige netop Kristen Stewart er castet til rollen som Valentine. Med en fortid som teen-star i Twilight-trilogien repræsenterer hun den unge generation af kvindelige skuespillere, som Maria er oppe mod i filmen. (Med selvironisk virkelighedsreference omtaler hun et fantasy-filmtilbud til Maria, der "...for some reason involves werewolves" ).
Karakteren Maria virker på samme måde skrevet til Binoche. De har begge rundet de fyrre, startet karriere for godt tyve år siden, og tilhører nu en ældre generation af kvindelige skuespillere.
Grænsen mellem de virkelige skuespillere, deres karakterer og teaterstykkets roller flyder godt og grundigt sammen. Ligheden er næsten til at tage og føle på. Derfor virker det en anelse utroværdigt og lidt irriterende, at hverken Valentine eller Maria kommenterer den fuldkommen åbenlyse spejling af fiktion og virkelighed. På et tidspunkt siger Valentine: "It's theater. It can be truer than self".
Men flosklen bliver ubesvaret hængende i rummet, og kvinderne nærmer sig aldrig temaet og sagens kerne.
Clouds of Sils Maria er alligevel en stemningsfyldt og underholdende film, fortalt i et sjældent behageligt tempo. Seeren får lov til at dvæle ved de stemningsfulde billeder og kvindernes brillante skuespil, der trækker filmen adskillige dimensioner op.
SKYERNE OVER SILS MARIA
Se spilletider
Se filminfo
