(Foto: Angel Films)
Pablo Larrain, som mestrer fortællingen om frihedsbegrænsning og undertrykkelse ("Post Mortem", 2010 og "Tony Manero", 2008), er nu biografaktuel med "El Club"; et smerteligt portræt af ulykkelige skæbner i en smuk, men vejrbidt ramme. En fortælling, der både kan ses som en konkret historie om en håndfuld gamle præster i velkomponeret kammerspil, såvel som en allegori, der udpensler den katolske kirkes mest ubegribelige og samtidig uhyggeligt velkendte synder.
I den chilenske fiskerby La Boca, midt i naturens kyske og barske skønhed, ligger et lille matgult hus, der tjener som bolig, fængsel og beskyttelse for fire præster og en nonne, som den katolske kirke har fundet det belejligt at placere ved noget, der måske kunne være verdens ende.
Fader Vidal (Alfredo Castro, som går igen i Larrains film), Fader Ortega (Alejandro Goic), tidligere feltpræst Fader Silva (Jaime Vadell), og den senile Fader Ramirez (Alejandro Sieveking) holdes under opsyn af nonnen, Søster Monica (Antonia Zegers). Regelmæssige måltider, bøn, sang og TV. Præsterne skiftes til at holde prædiken, men ellers er der ingen kontakt med landsbyboerne. Tidligt om morgenen og sent om aftenen bevæger de sig ud af huset, ned på stranden med deres mynde, en hund fundet på gaden, og som nu med stor iver fra især Fader Vidals side trænes og deltager i hundeløb.
Larrain portrætterer umiddelbart en grålig idyl, hvor slidte, strikkede cardigans, måltider med vin, smil og stilfærdig tilfredshed synes at være kendetegnene for beboerne i det lille hus. Men det varer ikke længe, før tre uvelkomne gæster omdanner den velkendte ro til et opråb om systematisk ødelæggelse og personlig smerte.
Den første, der forstyrrer freden, er Fader Lazcano (Jose Soza), ny beboer i huset. Det medfører den næste fredsforstyrrer, Sandokan (Roberto Farias), en ung, hjemløs mand, som med en flaske sprut i hånden står udenfor og lader hele landsbyen vide, hvordan han som alterdreng skulle sluge Fader Lazcanos sæd, så han kunne komme i himlen. Landsbyen svarer med en rungende tavshed, og beboerne i det lille gule hus reagerer med angst og vrede overfor den nye beboer. Den tredje fredsforstyrrer er Fader Garcia (Marcelo Alonso), en krisekonsulent udsendt af kirken.
Og så udfolder fortællingen sig med brutal elegance. En skildring af disse mænd og denne kvinde, undertrykkelse af seksualitet, skyld, straf, mangel på samme, magt, kampen for overlevelse, løgne og udnyttelse.
Larrain udfolder disse dramatiske temaer sammen med et velspillende cast, i grå og matte toner med en fremragende brug af lys og skygge, der til tider reducerer karaktererne til skygger, til tider oplyser ansigter som helgener, og til tider viser naturalistisk vejrbidt hud og sorgfyldte folder og ansigtstræk.
Et stærkt billede af den katolske kirke, dens problemer og dens håndtering af disse. Og en lige så stærk fortælling om en lille flok ulykkelige mennesker og deres forsøg på at håndtere deres situation.
EL CLUB
Se spilletider
Se filminfo
