(Foto: Emilia Therese)
Odense Teater sætter den ikonografiske forestilling "Brødrene Løvehjerte" op som juleforestilling. Det er de på alle måder sluppet hæderligt fra. Ikke mindst når det handler om simple, men effektfulde sceniske virkemidler. Det er også her, at skuespillet bliver nærværende og netop kalder på den troværdighed og nerve, der er så udtalt for roman-forlægget. Det er på alle måder en forestilling, der holder liv i en fortælling, der på sin vis er guldrandet kanon i børnelitteraturens univers.
Astrid Lindgren (1907-2002) behøver ingen introduktion. Slet ikke mesterværket Brødrene Løvehjerte fra 1973. Det er så meget en klassiker, som det overhovedet kan blive. Ganske fortjent ud fra bogens litterære kvaliteter. Odense Teater har som årets sidste børneforestilling netop valgt denne fortælling om de to brødre, der i dette liv trues af sygdom og fattigdom. Det er først i hinsides Nangijala, at især Karl, den pivfisagtige lillebror, kan udfolde sig helt i eventyrets og lejrbålenes ånd. Som teaterstykke er sammenholdet mellem de to brødre ligesom i bogen ganske enkelt det bærende element. Det cementeres hurtigt i forestillingen, hvor den overmenneskelige Jonathan beskytter og opmuntrer den syge lillebror Karl. Og så går det ellers over stok og sten. Forestillingen er sine steder noget uhyggelig, ikke mindst scenen, hvor usurpatoren Tengil viser sig. Slaget mod Tengil og Katla er forestillingens højdepunkt, og der bliver her ikke sparet på noget.
Undervejs i forestillingen bliver musikken dog noget malplaceret. Sangene, melodierne - intentionen er god, men værst går det, når en øm sang nærmest forvandles til en pastiche. Så er til gengæld befrielsen af Orva både underholdende og spændende. Her bruger både skuespillere og scene rummet fuldt ud. Som det var tilfældet med opsætningen af Skammerens datter, så bruges teatersalen også af Tengils vagter, så publikum inddrages som tilskuere til scenens uhyrligheder. Fortællingens styrke er den konsekvente insisteren på, at det onde skal bekæmpes - ikke at det onde skal omvendes til det gode. Der er meget lidt pædagogisk i forestillingens gru, og det giver hele fortællingen en tone og oprigtighed, der i den grad inddrager barnet. Man både skræmmes og ler undervejs, og det var tydeligt, at de børn, der var til stede i salen, var mægtig godt underholdt. Det er på alle måder en forestilling, der varmt kan anbefales, og Odense Teater viser igen, at man har fået et godt tag i børneforestillingerne.
BRØDRENE LØVEHJERTE
Odense Teater
Se spilleplan
