(Foto: Christian Geisnæs, Nordisk Film)
Michael Noers nye spillefilm foregår i et noget andet miljø end hans to første film, "R" og "Nordvest", der udspillede sig i et råt, maskulint fængsels- og bandemiljø. "Nøgle Hus Spejl" foregår nemlig på et plejehjem, hvor en kærlighedsaffære mellem to beboere danner ramme om en fortælling om alderdom og uopfyldte ønsker.
Michael Noer er uddannet dokumentarist på Den Danske Filmskole i 2003, og hans spillefilm bærer præg af en autentisk, virkelighedsnær stil. Nøgle Hus Spejl er derfor indspillet på et eksisterende plejehjem ved Søerne i København, med autentiske ansatte og beboere i filmens biroller.
I en af filmens indledende scener følger man en underholdningsaften på plejehjemmet, der med al sandsynlighed finder sted til daglig i virkelighedens verden.
"Nu skal vi have lidt pep i den..." råber en jublende kvinde, mens en græsselig schlager spiller på anlægget. Omkring 30 gamle mennesker sidder omkring hende i en rundkreds af kørestole, klædt i nydelige festrober. Med pludrende hager og vuggende bevægelser følger de den lallende kvindes koreografiske bevægelser til musikken. Der står bag-in-box-vin og chips i små skåle.
Lidt uden for cirklen sidder filmens hovedperson Lily (Ghita Nørby) og smiler anstrengt. Hun er flyttet på plejehjem med sin syge mand, der er fuldkommen pacificeret af alderdom og skal have hjælp til alt.
Lily derimod er fysisk frisk og føler sig malplaceret blandt de gamle. Da en ny svensk beboer, Erik (Sven Wollter), flytter ind, kan hun ikke lade være med at forelske sig i hans charmerende livsglæde og lune. De to udvikler snart et forhold, for Erik kan give hende den nærhed, som hendes mand ikke længere har mulighed for.
Nøgle Hus Spejl giver os et sjældent indblik i to ældre menneskers fysiske intimitet. Rynket hud og knoglede hænder gør i rørende scener alt dét, som normalt er forbeholdt yngre karakterer - og der er noget sært virkningsfuldt over at se den 80-årige Sven Wolter hive trusserne af den jævnaldrende Ghita Nørby.
Men vanen tro er det ikke rosenrødt i Michael Noers univers, der ligesom før bærer på gravalvorlige virkelighedsskildringer. Den nyvundne kærlighed får modvind fra begyndelsen, og kryptiske komplikationer, som først afklares gradvist, begynder at opstå. Derfor tager filmen også en overraskende drejning mod slutningen.
Selvom Nøgle Hus Spejl skildrer plejehjemsmiljøet med dokumentarisk indlevelse og respekt, er der enkelte scener, som stikker ud og falder pladask til jorden. Hver gang Lilys datter kommer på besøg, bliver det f.eks. en træls parodi på en rigtig-dansk-børnefamilie. Svigersønnen og børnebørnene er som lånt fra en Krumme-film, når de fortravlet jager ind og ud af plejehjemmet under lallende larm og støj.
De personlige relationer bliver derfor til tider ærgerligt karikerede.
Filmens force ligger klart i de scener, der fokuserer på plejehjemmets dagligdag og de facetter af alderdommen, som sjældent vises på film - f.eks. seksualitet.
NØGLE HUS SPEJL
