|
|
(Foto: Fox Film)
David O. Russell stiller for tredje gang i træk med samme hold, og historien om iværksætteren og mor til to, "Joy", går da også næsten lige så rent ind som forgængerne "Silver Linings Playbook" og "American Hustle".
I filmen af samme navn, følger vi den optimistiske og drømmende kvinde Joy (Jennifer Lawrence), der efter et forlist ægteskab nu bor med sin neurotiske mor, sine to børn og sin syngende eksmand i et faldefærdigt hus på Long Island. Hendes kreative drømme fra barndommen er alle bristet, og livet med den krævende familie bliver ikke lettere af, at hendes far Rudy (Robert De Niro) er blevet forladt og nu også skal bo i kælderen. Rudy hader Joys eksmand, råber af sin ekskone og bringer ikke andet end mere kaos ind i huset. Efter at have gennemledt datingmarkedet falder han dog for en rig italiensk enke med masser af ben i næsen.
Et uheld hvor der bliver spildt lidt rødvin resulterer i, at Joy bliver træt af den moppe, hun har til at gøre rent med, og straks sætter sin kreative hjerne på overarbejde i et forsøg på at udvikle en mere funktionel en af slagsen. Rudy og kæresten hjælper til økonomisk, og gennem mange omveje ender hun i folden hos tv-chefen Neil Wagner (Bradley Cooper), der lover hende at de nok skal sælge 50.000 stk. af hendes moppe via deres tv-show. Nu skal Joy så kæmpe en kamp for både at overbevise sine investorer om, at moppen er kampen værd, samt prøve at holde sammen på sin komplet dysfunktionelle familie.
Never change a winning team. David O. Russell kaster sig for tredje gang i træk ud i en film med Lawrence, De Niro og Cooper i de bærende roller. Lawrence er efterhånden en af Hollywoods mest populære skuespillerinder, mens De Niro virker, som om han har mistet evnen til at gennemskue om en rolle er besværet værd eller spild af tid. Heldigvis har Russell talent for at skrive en karakter, der passer til en af verdens allerbedste skuespillere gennem tiden. Cooper nyder godt af ikke altid bare at blive tilbudt rollen som pretty boy og viser også igen, at han er en glimrende skuespiller og ikke blot et kønt ansigt. De tre stjerner bliver bakket op af en håndfuld mindre kendte, men ligeså dygtige navne, og i klassisk Russell-stil hjælper hele det brede hold af karakterer til at skabe en film med masser af humor, drama og menneskelighed.
Som film er Joy ikke noget mesterværk og mangler i den grad også lidt af den charme, som gjorde Silver Linings Playbook så populær for et par år siden. Billederne er som altid med Russell helt i top, og den hyppige brug at catchy sange som baggrundsmusik hjælper med at skabe noget af den stemning, man forbinder hans film med. I modsætning til Silver Linings Playbook, og mesterværket fra 2004, I Heart Huckabees, mangler Joy noget af den magi, som man tidligere har kunnet finde i hans film. Ret skal være ret, og det er på ingen måde en dårlig film, og man er ganske godt underholdt undervejs, men når rulleteksterne ruller over lærredet, sidder man ikke tilbage en følelse af at være blevet beriget yderligere, end hvis man havde set en hvilken som helst anden romantisk komedie. Det er Russells egen fortjeneste og skyld, at hans tidligere succesfilm har skudt publikums forventninger i vejret i sådan en grad, at Joy desværre mildt skuffer, og man ikke sidder tilbage med en lyst til at skulle se den en gang til.
