(Foto: Miracle Film)
Dokumentaren "The Wolfpack" følger en højest besynderlig familie. Et forældrepar har holdt deres seks sønner og ene datter indespærret i en fireværelses lejlighed hele deres liv, og børnenes eneste adgang til virkeligheden har været gennem en række klassiske Hollywoodfilm.
En januardag i 2010 beslutter den 15-årige Mukunda sig for at trodse sin fars regler og som enhver anden 15-årig bevæge sig rundt på gaden på egen hånd. Hvad der under normale omstændigheder ville være fuldkommen normalt for de fleste andre mennesker, er en kæmpe oplevelse for den langhårede dreng Mukunda. Iklædt en hjemmelavet papmaske for at undgå at blive genkendt, kigger Mukunda på vinduer og i butikker, indtil politiet bliver underrettet om mistænkelig opførsel. Det er på den måde, myndighederne og resten af omverdenen opdager, at den religiøst forstyrrede Oscar har holdt hele sin familie indendørs i over 16 år.
I lejligheden på Manhattan har de seks brødre haft masser af tid til at se og nærstudere et bredt udvalg af Hollywoods bedste film. De skriver replikker og scener ned på papir, laver kostumer og rekvisitter af pap og genindspiller hele film. Tarantinos Reservoir Dogs med seks mandlige hovedroller er som skabt til det formål.
Instruktør Crystal Moselle har fulgt søskendeflokken og deres forældre igennem en længere omskiftelig periode, hvor drengene udvikler en appetit på livet udenfor og langsomt samler mod til at tage det store skridt ud af lejligheden. Iklædt skjorte og slips, og med deres hoftelange hestehaler gemt under jakken, bevæger de seks brødre sig langsomt ud i New York på en varm sommerdag. Deres møde med virkeligheden er overvældende, og at se dem langsomt lære om, hvordan folk i New York opfører sig uden for filmens lærred, er ganske underholdende. Det er sjovt at bemærke, hvordan brødrenes retorik er blevet skabt af de film, de har set, og ord, som man ikke ofte ville høre i munden på en forsigtig præ-teenager, bliver brugt til at beskrive hver eneste følelse for de unge drenge. Shit, fuck, motherfucker og andre ord i samme kategori, som taget ud af munden på Samuel L. Jackson.
Lige så sjovt og charmerende som det er at se de langhårede, usoignerede, nærmest identiske blege drenge, lige så uhyggeligt er det at vide, at de har boet i den lille lejlighed i så mange år, uden at naboerne har fattet mistanke og underrettet myndighederne. Selvom man i filmen ikke får en opfattelse af, at de på nogen som helst måde er blevet udsat for vold eller misbrug, er det som dansker svært ikke at tænke tilbage på, hvad der skete i Brønderslev og Tønder, og det medfører desværre en lidt kvalm eftersmag. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at den eneste store overlast drengene har lidt, er at de er blevet frataget muligheden for at udvikle en social forståelse for de regler, man bør kunne for at fungere i et moderne samfund.
Moselle stiller ikke de dybe kritiske spørgsmål til familien; måske af frygt for at fornærme dem eller gøre dem utilpasse. Hele filmen er en lang omgang fluen på væggen, og som seer bliver vi hverken tvunget eller påvirket til at have den ene eller anden mening om familien og drengenes opvækst. Det er lige dele befriende og trist. Det virker, som om Moselle har haft svært ved at få faderen Oscar til at tale om, hvilke overvejelser der lå til grund for at holde syv unge mennesker indespærret i over et årti, og det havde klædt filmen, at vi havde fået et dybere indblik i den egentlige hovedpersons tankesæt. Man undrer sig i det hele taget over, at en familie, der har gemt sig væk fra resten af civilisationen i så mange år, lige pludselig er klar på at udstille sig selv på den måde. Al kritisk sans i én fortæller, at det umuligt kan være ægte, men drengenes akavede fremtoning og lejlighedens udseende gør, at man langsomt bliver overbevist.
THE WOLFPACK
Se spilletider
Se filminfo
