(Foto: Ola Kjelbye/Nordisk Film)
Det hele starter i en lykkerus, da parret Erik og Anna og deres fælles datter Freja overtager Eriks afdødes fars kæmpe villa og laver den om til et kollektiv. Et hus fyldt med personligheder, kærlighed og fællesskab. Men lykkerusen skal vise sig at få en smertefuld ende i Thomas Vinterbergs film "Kollektivet".
Vi er tilbage i 70'erne, hvor kollektivlivet var på sit højeste. Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm) beslutter sig for at skabe et stort kollektiv. De kontakter hurtigt deres gamle venner og bekendte, og inden længe er huset fyldt med skæve personligheder.
Anna er lykkelig; det var først og fremmest hendes ønske at bo i dette fællesskab, hvor Erik er mere skeptisk og måske endda føler sig en lille smule overset. Det tager ham heller ikke lang tid at kaste sin kærlighed på en anden kvinde, Emma den 24-årige arkitektstuderende, som Erik underviser på arkitektskolen. Sammen indleder de to en affære.
Da datteren Freja en dag opdager sin fars hemmelighed, beslutter Erik, at det er på tide at fortælle Anna om sin affære, som han ikke har tænkt sig at afslutte. Anna prøver at være stærk for kærligheden skyld og foreslår selv at dele sin mand med den anden kvinde.
Men nu er spørgsmålet bare, om Anna har overvurderet sin egen styrke, og hvor langt hun vil gå for kærligheden.
Filmen Kollektivet starter som en let komedie, men udvikler sig langsomt til et rent helvede.
Fra Ulrich Thomsen siger sætningen; "Jeg ser en anden pige", sidder man (i hvert fald som kvinde) med konstant ondt i maven, og det bliver kun værre, jo længere ind i filmen, man kommer. Scene efter scene bliver mere og mere ubehagelig og smertefuld at overvære. Specielt i en scene, hvor Anna kan høre sin mand have sex med sin elsker, bliver det næsten fysisk ubehageligt.
Trine Dyrholm har altid været fantastisk til de store følelser, og wauw en præstation, hun leverer her. Man er ikke tvivl om hendes smerte, man føler inderligt smerten med hende, og det gør virkelig ondt at se close up af de store blå øjne, der langsomt fyldes op med trillende tårer. Mens Ulrich Thomsens karakter bare sidder der irriterende kold og følelsesmæssigt afstumpet.
Det er enormt trættende med de danske instruktørers depressive og dystre sind, der skal udleves på film og smækkes i hovedet på det danske publikum, der opfatter det som fantastisk troværdigt og sigende. Hvis det er så troværdigt og sigende, er alle danskeres liv så grå, fyldt med ulykke og utroskab? For det er kun det, vi kan lave film om, åbenbart. Bevares, denne film er en skildring af en tid, der engang var. Men der kan snart ikke nævnes én eneste dansk film, der ikke involverer utroskab i en eller anden form. Verdens lykkeligste befolkning er vi i hvert fald ikke med de film, vi producerer eller for den sags skyld ser. Naturligvis skal alt ikke være hollywood-happy-endings af urealistisk karakter. Men skal det virkelig være helt ovre i den anden grøft - tømt for alt håb om et normalt lykkeligt liv? Holder vi virkelig så meget af at se andres smerte på storskærm, før vi kan relatere til det?
KOLLEKTIVET
Se spilletider
Se filminfo
