(Foto: Mats Bäcker)

Richard Wagners romantiske trekantsdrama "Lohengrin" er i unge Nicola Raabs opsætning blevet en grå, deprimerende affære. Musikken brager på klassisk Wagner-manér derudaf, men den sort/hvide skelnen mellem helt og skurk er blevet hvisket ud, og man må selv gøre sig overvejelser om, hvor ens sympati ligger.

I fyrstedømmet Brabant, på grænsen mellem det nuværende Tyskland og Belgien, kommer Kong Heinrich på besøg hos Grev Friedrich von Telramund i et forsøg på at samle Tyskland til ét stort kongerige. I midlertidig er arvingen til fyrstedømmet forsvundet, og Friedrich beskylder sin tidligere forlovede Elsa, søster til arvingen, for at have druknet ham i en flod. Friedrich og hans forlovede Ortrud forlanger en retssag, og Kong Heinrich beslutter, at det skal afgøres ved tvekamp. Da ingen af de lokale riddere vil slås mod Friedrich, får Elsa hjælp udefra, da en mystisk ridder ankommer i en karet ført af en svane.

Jeg afslører ikke noget, som man ikke allerede ved eller kan gætte sig til, når jeg fortæller, at riddere, der komme flyvende med svaner, selvfølgelig vinder over grever, der beskylder unge kvinder for mord. Friedrich bliver heldigvis benådet, ellers ville vi ikke have en helt og en skurk at stille op mod hinanden. Hvem der er helt, og hvem der er skurk, skal man dog kende historien i forvejen for helt at kunne forstå. I Nicola Raabs modige opsætning virker stykkets klassiske helt ikke som ridderen på den hvide hest. Det er både befriende, men kan også være lidt svært at forholde sig til i en kunstform, hvor alt normalt er tegnet op i sort og hvidt.

Mænd, der er blevet vanæret, søger selvfølgelig hævn, og som en anden Eva, der lokker Adam i fordærv, planlægger Ortrud, hvordan Friedrich kan få sin hævn, og de begge kan få magten over Brabant tilbage. Elsa har lovet ikke at spørge ind til ridderens hemmelige identitet, og det udnytter Ortrud til at friste Elsa til at tvivle på sin helt.
Som med de fleste andre operaer lægger Lohengrin ikke op til en happy ending, og det får vi da heller ikke her. Mange dør, nogle bliver landsforvist, og lykkelige scener, der kunne havde været sket, må vi i stedet drømme os til. Sådan er det, og sådan skal det være.

Ridderborgen i Brabant, hvor hele handlingen udspiller sig, er grå. Riddernes kostumer er grå, og det svage lys gør intet for at skabe et andet farvespektrum. Kun Elsa i sin flotte hvide kjole og med det rødlige hår skaber noget farve i løbet af de 4 timer og 40 minutter, det hele varer. I rummet bag borgen hænger der et par overdimensionerede svanefjer. Jo længere hen i stykket vi kommer, jo flere fjer ser vi, og man får idéen om, at en svane langsomt bliver plukket for hver gang, Elsa begynder at tvivle på sin og ridderens kærlighed. Ud over de store fjer og Elsas kjole, er vi resten af tiden badet i et gråt lys og farvefattigt skuespil, og der går ikke mange timer, før ens øjne begynder at søge efter afveksling.

Wagners Lohengrin fejler som udgangspunkt ingenting. Der er en grund til at operaen her, 165 år efter premieren, stadig er så populær. Musikken er fantastisk, og hvis man som ny operagænger lidt mangler at høre et stykke musik, man kan genkende, så vil smilet komme frem i starten af 3. akt, hvor brudemarchen smukt bliver fremført og sunget af hele borgens besætning.
På trods af de imponerende kompositioner, interessante karakterer og den spændende historie er der noget, der ikke helt lykkes for Raabs udgave af Lohengrin. Om det var premierenerver eller bare en lidt konservativ og idéfattig tilgang til værket er ikke til at sige, men man sidder sjældent helt tilbage i sædet og lader sig blive overvældet. Om det bare var en januarfredagsrastløshed og lidt post-influenza, der begyndte at gå igennem publikum, er ikke til at sige, men flere gange i løbet af 2. akt begyndte flere i salen at sidde uroligt, og der blev hostet mere end, hvad man oftest oplever på disse kanter.

LOHENGRIN
Det Kongelige Teater, Operaen
Se spilleplan

Lohengrin: Burkhard Fritz, tenor
Elsa af Brabant: Anne Margrethe Dahl, sopran
Frederich von Telramund: Jukka Rasilainen, bariton
Ortrud: Tuija Knihtilä, mezzo-sopran
Kong Heinrich: Steven Humes, bas
Kongens Herold: Peter Felix Bauer, bariton