(Foto: Per Morten Abrahamsen)
Det er den 23. december, aftenen før juleaften. Men tag ikke fejl: Roland Schimmelphennigs "Vintersolhverv" er ikke noget julestykke. Og derfor har Det Kongelige Teater betænksomt lagt premieren i januar, hvor julestemningen for længst er gået fløjten og vi sidder tilbage med bristede illusioner.
Vi befinder os i et hjem med den rette blanding af Ikea- og designermøbler; et hjem med bøger, klaver og kunst på væggene. Det er tydeligt, at de der bor her, kender de kulturelle koder. Bettina (Helle Fagralid) laver smalle, kunstneriske film. Albert (Mads Wille) er forfatter og essayist. Barnet er fraværende.
Det er lillejuleaften, og Bettina og Albert er allerede midt i et indædt, afdæmpet skænderi om, hvordan de slipper af med Bettinas mor (Kirsten Olesen), der netop er kommet på julebesøg.
Konflikten er genkendelig. I det hele taget er Bettina og Albert genkendelige. De gør sig store anstrengelser for at virke unikke, men er mest af alt et hipsterpar fra Vesterbro, der er kommet til penge og flyttet til Frederiksberg. Når man sidder i Skuespilhuset i København, er det ikke svært at se det spejl, som Schimmelphennig holder op foran os.
Som noget ret usædvanligt har Schimmelphennig valgt at installere en fortæller, en alvidende voice over med magt til at fryse billedet og styre karaktererne, som var de marionetdukker. I starten er det morsomt, når fortælleren udstiller karaktererne. Som publikum griner vi af det genkendelige, af os selv. Men på sigt bliver det trættende, fordi hverken publikum - eller skuespillerne - får plads til at skabe deres egen tolkning.
Netop som man tror, man har forstået, hvad stykket handler om, banker det på døren. Bettinas mor har inviteret en gæst, lægen Rudolph (Flemming Enevold), som hun råflirter med. Han sætter sig til klaveret og spiller Chopin, Bach, Wagner. Han taler henført om det skønne og sande, en sand folkeforfører. Og får de andre med på idéen om at de skal fejre vintersolhverv, en gammel nordisk fest.
For et dansk publikum er referencerne til nazismen måske ikke så tydelige, som de givetvis har været i Schimmelphennigs hjemland, Tyskland. Men der er en tydelig kulturkritik, en advarsel mod at tro at vi selv er bedre eller mere værd, bare fordi vi besidder de rette kulturelle koder.
VINTERSOLHVERV
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Se spilleplan
