(DR Vokalensemble. Foto: Per Morten Abrahamsen/DR)
Lørdag aften d. 6. februar inviterede DR VokalEnsemble til en stemningsfuld aften med dommedagsrejsen "Engle og Dæmoner" - en "helt ny og anderledes koncertoplevelse" i Christians Kirken. Det var i hvert fald, hvad DR lovede.
Denne aften skulle publikum opleve "en koncert, hvor det gode møder det onde. Hvor man får et kig ned i underverdenen og et besøg i himlen både i ord og musik. En koncert hvor kormusik, lysdesign og fortælling i form af lydmontager fletter ind og ud af hinanden i nedtælling til dommedag."
Denne aften skulle vi altså "forføres ind i et nærmest kultisk undergangsunivers af engle og dæmoner" og "tages på en rejse med ind i mørket - og op i himlen." Intet mindre. Det var i hvert fald, hvad den spændings-bombarderede PR-beskrivelse lovede.
Sikken en optakt. Og sikken en skuffelse..
Denne aften oplevede publikum en koncert, hvor DR's dygtige og fingerspids-perfektionistiske vokalensemble mødte to livløse og uambitiøse "jeg har lige fået min arm skruet på"-mannequindukker i hhv. engle- og djævlekostumer. Den ene placeret på kirkens kolde gulv, og den anden med en babydukke på armen i en af logerne lidt længere oppe.
Her fik man en konstrueret scene bygget op foran sig, som allermest mindede om et kig ind i, hvad DR's travle hverdag kan gøre ved en ellers rigtig god idé med professionelle kunstnere som underlagte hovedroller. Altså en koncert, hvor smuk og veludført kormusik, halvhjertet lysdesign og en uklar fortælling i form af dåsede lydmontager fra en mudrende monitor, forgæves forsøgte at flette sig ind i hinanden i en vag nedtælling til det, der skulle forestille at være dommedag.
Denne aften skulle vi altså forføres ind i et dragende lydunivers med et imponerende dissonerende klangbillede fra koret og derefter trækkes ned på jorden igen af det mangelfulde og uambitiøse set-up og kulisser, som bogstavelig talt var stablet på benene i noget, der kunne minde om sidste øjeblik.
Koret var der ikke en finger at sætte på. De toppræsterede upåklageligt med deres medbragte fysiske pragtinstrument i form af sang, lyde, støn, hvisken, skrig, bibeloplæsning og generelt stemningsdannende vokalarrangementer. Sikken et lydfundament.
Men hvor blev alt det ekstraordinære, uforudsigelige og overraskende af? Hvis det skulle være til stede i nogen som helst form for performancekunst, ville det da lige præcis have været oplagt i en så malerisk og stemningsfyldt idé som denne? Her stolede man blindt på PR-beskrivelsen og så for sig, hvordan man kunne have kombineret et sammensurium af forskellige kunstneriske udfoldelser, som brugte deres forskellige potentialer til at farve hinanden med.
Så mange forventninger. Så meget potentiale. Så gode idéer. Så lidt ambition.
DR VokalEnsemblet: Engle og Dæmoner
Christians Kirke, København, 6. februar
