Flere nyheder

 
Teater
Jekyll & Hyde

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jekyll & Hyde
Tir. 1. mar. 2016


(Foto: Miklos Szabo)

Tomas Ambt Kofod leverer en sand pragtpræstation i den krævende dobbeltrolle som Dr. Jekyll og Mr. Hyde på Det Ny Teater.

Det Ny Teater har givet sig i kast med Jekyll & Hyde, The Musical. Det er første gang, den produceres i en professionel opsætning i Danmark, og derfor er sangene måske ikke så velkendte - men mon ikke der bliver lavet op på det nu!

Frank Wildhorn og Leslie Bricusses musical bygger på Robert Louis Stevensons roman Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, der eftersigende blev skrevet i én lang kokainrus i løbet af nogle dage i 1886. Og det er ikke svært at tro på.

Den moralsk uantastelige Dr. Jekyll står over for at skulle giftes med den skønne Emma, men kommer for sent til forlovelsesfesten, fordi han forsøger at finde et medikament, der kan skille godt og ondt og helbrede de sindssyge i det sanatorium, hvor han arbejder. Men hans forskning volder problemer, og bestyrelsen siger nej til, at han må prøve det på forsøgspersoner. I frustration vælger han at afprøve medikamentet på sig selv - med fatale følger. Mod sin vilje forvandler Dr. Jekyll sig til Mr. Hyde. Hyde er stærkere, grovere og har ingen moralsk kvababbelser. Han er voldelig og rå. Og snart rystes London af det ene mord efter det andet.

Tomas Ambt Kofod er stort set på scenen hele tiden, skiftevis som den frustrerede Dr. Jekyll og bæstet Mr. Hyde. Han roder lidt op i håret, synker sammen og gør stemmen dyb - mere skal der ikke til.

Kofod bliver flankeret af Camille-Cathrine Rommedahl som den yndige Emma og Julie Steincke som luderen Lucy, der drømmer om et bedre liv, men samtidig drages ulykkeligt mod Mr. Hyde. De gør det begge glimrende, trods roller der ikke for alvor giver dem plads til at folde sig ud.

Til forestillingen har den engelske scenograf Paul Farnsworth ombygget Det Ny Teater til et rundt laboratorium, der giver mindelser om den tidlige lægevidenskabs eksperimenter. De forreste publikumsrækker er flyttet op på scenen, så skuespillerne er nødt til at orientere sig 360 grader i rummet. Det ser flot ud, men er mest en sjov idé, der begrænser mulighederne for reelle sceneskift. Kostumerne fanger på genial vis modstriden mellem den strenge victoriatid og ren galeanstalt.

JEKYLL & HYDE
Det Ny Teater
Se spilleplan