Se special-version af KultuNaut til din telefon - klik her


 
www.KultuNaut.dk - den elektroniske kulturguide
Nyheder

 
Klassisk musik
Rudersdal Sommerkoncerter
Operaakademiet imponerer
 
Musik
Discoteque i Vega
Laurie Anderson til Helsingør
CSF 2016
Fredagsrock i Tivoli
 
Teater
Dirch
 
Udstilling
Silica Visions
 
Film
Florence
War Dogs
The Shallows
 
Diverse
Flashback i Wallmanns
Dans i Tivoli

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Operaakademiet imponerer

kilde: KultuNaut, Kenneth M. Ertner
Ons. 2. mar. 2016


(Foto: Britt Lindemann)

Operaakademiets afgangshold står for en behagelig og imponerende livlig opførelse af Monteverdis ældgamle, men stadig lige relevante opera om kærlighed, jalousi og mord i forbindelse med Kejser Neros bejlerier til den skønne Poppea.

Den dimitterende årgang på Operaakademiet har været så heldige at have en studerende med den utroligt sjældne kontratenorstemme i folden, og har af denne årsag kastet sig over Monteverdis forsvundne stykke, Poppeas kroning, som deres afgangsforestilling. Kontratenoren er en herrestemme, hvis register ligger nærmest parallelt med den kvindelige alt, og den unge Morten Grove Frandsen stjal berettiget al opmærksomheden i rollen som den begærlige Kejser Nero. Ligesom opmærksomheden klingede til Grove Frandsen, ligeså hengiver den skønne Poppea sin kærlighed til ham, på trods af at hun allerede er i et forhold med forretningsmanden Ottone. Det er kærlighedens gud Amor, der har skullet vise sig over for guderne Lykke og Dyd og skabt kaos ved at lade byens indbyggere forelske sig på kryds og tværs af allerede eksisterende forhold.

Den uheldige Ottone, fortræffeligt fremført af Lucas Bruun de Nedergaard, opdager efter en rejse, at Nero og Poppea har indledt et forhold, men indser også at han intet kan stille op mod Neros magt. Neros kone Ottavia har dog ikke tænkt sig at miste sin rige og magtfulde ægtemand uden kamp. På trods af advarsler fra den lokale filosof og underviser Seneca udtænker hun en plan om at slå Poppea ihjel og overtaler både Ottone, og dennes nye elskerinde Drusilla, til at hjælpe. Er man bare lidt bekendt med italienske tragedier, ved man godt at ikke mange procent af rollerne overlever alle tre akter, og sjældent dem man heppede på eller fik sympati for. Rigtig nok ender Poppeas Kroning også i et mindre blodbad, som selv Game of Thrones-generationen ville synes virkede voldsomt.

At disse 20 unge mennesker, der står på Takkelloftets scene på Operaen, ikke er færdiguddannede operasangere overrasker én løbende igennem hele stykket. Selvfølgelig vil der altid være småting, der kunne være gjort bedre, men det generelle niveau er så højt, at man ikke kan lade være med at sidde og glædes lidt på vores alle sammens vegne over, at vi i Danmark har så lysende talenter. Inden stykket gik i gang, blev vi alle gjort opmærksomme på, at den kolde vinter havde sat sig på Signe Sneh Schriebers stemmebånd, og hun derfor i rollen som Poppea godt kunne risikere at hoste lidt eller blive hæs. Lykkeligvis var det på intet tidspunkt så åbenlyst, at man lagde mærke til det, og den skrøbelige og elegante sangstemme leverede varen på bedste vis.

Ved første øjekast kan en opera fra 1643, der nærmest var glemt indtil 1888, omhandlende hvordan man vinder mest ved at være grådig og uretfærdig og ikke god og barmhjertig, virke som noget, man burde gå en stor bue udenom. Dette er dog ingenlunde tilfældet. Ashley Deans opsætning er sat i et stramt 1960'er inspireret univers, sandsynligvis med en hilsen til perioden, hvor Monteverdis stykker igen begyndte at blive populære i Europa. Mænd i jakkesæt og kvinde i kjoler med håret sat op fungerer godt rent visuelt; det har vi set med Mad Men de seneste par år, og det eneste punkt hvor Deans opsætning falder lidt igennem, er med vinderguden Amor. Den normalt baby-med-ble-plus-bue-og-pil afbillede kærlighedsgud er i 2016 blevet til en rockstjernelignende type i læderjakke, der med fuldt overlæg bærer en lighed med Danny Zuko fra Grease, og The Fonz fra tv-serien Happy Days. Det fungerer simpelthen ikke, og man er på intet tidspunkt overbevist om, at vi her har at gøre med den gud, som trumfer de andre i magt og indflydelse, hvilket desværre er det, som hele stykket bygger på.

På trods af den lille skønhedsfejl er Poppeas Kroning et dejligt bekendtskab, man trygt kan stifte. Er man vant til Verdi, Rossini og Puccini, får man her ikke helt den samme oplevelse eller type melodier, men det skal ikke skræmme en fra at besøge Takkelloftet her i marts måned. Monteverdis musik ligger periodisk set i slutningen af baroktiden og i starten af renæssancen, og bare det at få lov at høre harpe, orgel og det lut-lignende instrument teorbe som de bærende kræfter burde være nok til at vække ens nysgerrighed. Så kan man tage alle de andre gode oplevelser, der følger med, som en bonus.

POPPEAS KRONING
Det Kgl. Teater, Takkelloftet
Se spilleplan

 

Kontakt - Annoncer - Rettelser - Udskriv siden
© 2011 KultuNaut.dk - Email: kultunaut@kultunaut.dk


 
 
Dansk version Svensk version Engelsk version Tysk version
Find arrangementer
Søg efter specielle emner og interesser
Litteratur
Spejder
Rollespil
Sundhed
Skak
Gratis
Historiefortælling
Hunde
Iværksætter
Aftenskolekurser
Folkedans/spillem.
Rootszone
Elektronisk/Club/DJ
Viking/middelalder
Strikning/vævning
Cykelture
Kirkemusik
Cirkus
Have/planter
Korsang
Flere kategorier
Film i biografen