(Foto: Rumle Skafte)
Hvad stiller vi op med Molière, må instruktør Milan Peschel have tænkt, da han gik i gang med at forberede opsætningen af "Tartuffe" på Betty Nansen Teatret. Hvordan gør vi ham nutidig, sexet, progressiv?
Uanset hvad Peschel har tænkt, må det være her, det er kortsluttet. Og ja, Tartuffe er fra 1664 og skrevet på aleksandriner, men det gør ikke Molière mindre genial - eller morsom. Og nej, der er ikke noget galt med at modernisere og gøre et gammelt teaterstykke relevant for et nutidigt publikum, men der skal vel være en idé med det? Det er ikke nok at tænke: Vi skal ha' et rockband på scenen. Dét kan de unge li'! Alt på scenen skal være sort. Sort er sejt! Og hvis vi så lige klipper en hæl og hugger en tå, ja, så er den ged barberet!
Lad os vende tilbage til, hvorfor Molières Tartuffe stadig er værd at se - trods Peschels forsøg på at dekonstruere det.
Hvem eller hvad er Tartuffe? Tartuffe er en svindler og en hykler, ja i en sådan grad, at hans navn indgår i sproget som et skældsord. Da tæppet går op, har han for længst sneget sig indenfor. Oregon, husets herre, er så forblændet af ham, at han vil give sin datter Marianne og alt, hvad han ejer, til Tartuffe. Datteren stritter imod, for hun er allerede forlovet. Og konen vil helst have Tartuffe for sig selv. Sikke et spektakel!
Jens Albinus er nærmest ukendelig i rollen som Tartuffe; en ryggesløs, undseelig vagabond, der ikke ved, hvor han er på vej hen, men bare taler folk efter munden og får det bedste ud af enhver situation. Albinus overskygges dog fuldstændig af forestillingens fire sande stjerner, der som de eneste formår at fange Molières vid og bid. Niels Ellegaard gør det glimrende som den på samme tid diktatoriske, latterlige og små-konfuse Oregon. Hans diskussion med tjeneren om en kop te - med eller uden sukker - er et helt lille optrin i sig selv. Bodil Jørgensen svarer også godt for sig som Oregons liderlige kone Elmire, der overtaler Oregon til at gemme sig under spisebordet, mens hun får Tartuffe til at afsløre sig som den slyngel, han er. Hun har dog så travlt med at forføre Tartuffe, at hun hurtigt glemmer den oprindelige plan. Den tredje stjerne er Ulla Henningsen, der ligesom Ellegaard og Jørgensen har rødder i revytraditionen. I rollen som rapkæftet tjenestepige styrer hun slagets gang. Når hun taler, lytter man. Hun gør Molières gamle vers til en fryd for øregangene. Hvis man da kan høre noget for publikums latterbrøl. Og det er her, i replikkerne, at vi finder grunden til, at Molìère stadig bliver spillet i dag, 350 år senere, fordi han er så god, at der skal mere end en fejlslået opsætning til at ødelægge det.
TARTUFFE
Betty Nansen Teatret
Se spilleplan
