Flere nyheder

 
Teater
Hairspray

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hairspray
Man. 14. mar. 2016


(Foto: Miklos Szabo)

Så blev det endelig premieredag på forestillingen, som man har kunnet se store reklamebannere for ved Tivoli i over et år; nemlig musicalen "Hairspray". Det er en forestilling, der har fået meget omtale herhjemme, da Tivoli og Thomas Langkjær Entertainment har finkæmmet Danmark for at finde den rette til at udfylde rollen som den danseglade teenager Tracy.

Det er spændende at vælge en 19-årig ung kvinde, der blot har erfaring fra amatørscenen, til at skulle have den bærende rolle. Godt nok passer filosofien fint til tematikken i Hairspray The Broadway Musical, hvor den ukendte pige Tracy stiller op til audition til det nationale danseprogram i TV. Der er heller ikke nogen tvivl om, at Nanna Rossen, der spiller Tracy, kan synge rent og pænt. Men det er ikke nok til at kunne følge med blandt de medspillere, hun er omgivet af.

Hairspray The Broadway Musical er en glad forestilling om teenageren Tracy (Nanna Rossen), der drømmer om at danse på TV, blive kæreste med skolens flotte fyr Link (Johannes Nymark) og at alle, uanset størrelse og race, kan danse sammen og have det sjovt. Så da muligheden for at komme til åben prøve på tv-programmet The Corny Collins Show byder sig, tager Tracy veninden Penny (Karin Nordly-Holst) med derhen. Det lykkes Tracy at komme med i programmet, blandt andet fordi hun har fået nogle nye afroamerikanske venner på skolen, som har lært hende at danse en ny dans. Til optagelserne af tv-programmet møder hun Link, og de bliver forelsket til stor ærgrelse for Links kæreste Amber (Julie Zangenberg). Efter et besøg i "The Hood" hos vennen Seaweed (Jean Michel), hvor hans mor Motormouth Maybelle (Caroline Henderson) fortæller om segregationen af hvide og sorte amerikanere, bliver Tracy opsat på, at alle uanset farve skal kunne danse sammen på TV.

Hairspray The Broadway Musical er dramaturgisk set et rigtig "fluff-piece". Med store armbevægelser, masser af "jazz-hands" og gode musikalske numre får den næsten én til at glemme, hvor lidt gods der egentlig er i forestillingen. Det er meget muligt, der bliver pillet lidt i segregationstematikken i 1960'ernes USA, og i at kvinders skønhed kommer i mange former, farver og størrelser. Ja, der skal være plads til den tykke pige. Og ja, der skal være samme muligheder for alle, uanset race og køn. Men i denne forestilling sker det uden kant, uden større dramatik.

Det rejser spørgsmålet, om den nye generation af musicals bliver mere blændværk frem for håndværk, når der netop ikke er plads til de mere afrundede karakterer, hvor musikken ikke støtter op om karakterernes følelser, og dansen ikke er i harmoni hermed. Hairspray The Broadway Musical er et godt eksempel på netop dette, blandt andet grundet de mange ensemble-numre. Her er det også let at gemme de knap så gode dansere og knap så gode sangere ind i massen, så det ser ud til at alle er lige gode. Men ser man efter under de flyvende tylskørter, finder man hurtigt ud af, hvem der faktisk er branddygtige dansere, som eksempelvis Mike Gamble, Sarah Österberg Diakite og Silas Holst, og hvem der er knap så rutinerede såsom Nanna Rossen, Julie Zangenberg og Jean Michel.

Hvad er det så, Hairspray The Broadway Musical giver sit publikum, der tydeligvis er underholdt? Er det godt 2,5 times virkelighedsflugt, hvor man kan læne sig tilbage og blot lade sig underholde, så man kan forlade Tivoli Koncertsal med et smil om munden? Eller rammer forestillingen lige ind hos gennemsnitsdanskeren, der sjældent bytter biografbilletten ud med en teaterbillet, og derfor netop har brug for et stykke blændværk for at få øjnene op for de fantastiske oplevelser, teateret kan give? Mit bud er, at det er et sted midtimellem.

Forestillingen har glimt af noget stort og professionelt. For eksempel med Caroline Henderson og ensemble i nummeret "Alt det jeg har set". Det nummer handler om segregationen, og der er kælet for detaljerne i scenografi og kostumer, og sangen føles leveret på en vedkommende måde. Men generelt, når man kender musicalen og har set den opført andre steder, så bliver jeg skuffet over, at der i koreografien ikke er givet mere plads til de gode dansere. Jeg kunne også ønske, at sangrollerne havde været fordelt lidt anderledes, så mange af de stærke stemmer i ensemblet var blevet anvendt optimalt.

I denne opsætning af Hairspray The Broadway Musical bliver det birollerne og ensemblet, der bærer forestillingen. Den er absolut en OK og underholdende forestilling, men er det virkelig nok?

HAIRSPRAY - THE BROADWAY MUSICAL
Tivolis Koncertsal
Se spilleplan