Flere nyheder

 
Film
Ma Ma

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ma Ma
Tor. 17. mar. 2016
kilde: KultuNaut, Kenneth M. Ertner


(Foto: Miracle Film)

Penélope Cruz er fuld af vanligt overskud og charme i rollen som Magda, der både kæmper med brystkræft, en ligeglad eks-mand, sin ambitiøse fodboldspillende søn samt en ny kæreste, der har slæbt problemer med fra sit tidligere forhold.

Magdas mand er filosofiprofessor og har besluttet sig for at bruge sommeren væk fra familien, i et sommerhus med en af sine unge, blonde elever. Det er den besked, Magda får på sin telefonsvarer, samme dag hun opdager, at knuden i brystet ikke er kommet med gode hensigter. Som oftest når en Penélope Cruz-karakter bliver kastet ud i problemer, tager hun det med oprejst pande, og senere på dagen stifter hun bekendtskab med Arturo, en talentspejder fra Real Madrid, der har fået øje på hendes søns store talent. Mødet med Arturo viser sig at vende op og ned på alt i Magdas liv, både på godt og på ondt.

Ma Ma er et rørende lille drama om, hvordan man overlever den sygdom, som alle kvinder går og frygter. Da Magda får konstateret brystkræft, nægter hun at give op. Selvom hendes mand har været utro og er stukket af, vender hun situationen til noget positivt og indleder både et tæt venskab med sin læge og begynder at forstå sin søns kærlighed til fodbold. At man ikke behøver være i live for at være til stede, er den livsfilosofi, Magda lever efter, og derfor bruger hun den sidste tid af sit liv på at afsætte flest mulige indtryk i sine næres liv.

Filmen om Magda er spansk film, når det er allermest spansk. Det er på godt og ondt. Hvis man er til den sydeuropæiske type film, hvor der er en del nøgenhed, masser af religiøse motiver, samt konstant musik, sang og dans, så skuffer Ma Ma ikke. Selvom den ved første øjekast måske ligner en dansk dogmefilm, kunne intet være længere fra sandheden. Spanierne kan godt lide et godt drama, og det er ingen skam, hvis det er lidt overspillet eller super urealistisk. Hvis man som biografgænger kan se igennem fingre med dette, er der meget at vinde ved Ma Ma, og for hver scene vokser ens sympati og kærlighed for filmens karakterer.

Film om brystkræft kan på papiret sjældent virke særlig livsglade, men når det er Penélope Cruz, der i en alder af 41 stadig må betegnes som en af klodens smukkeste kvinder, der skal kæmpe mod den farlige sygdom, er reglerne ændret. Lige så meget som det er en film om at overleve og kæmpe, er det en film om at leve og nyde den sidste del af tilværelsen. Bare fordi ens eget liv er på vej til at slutte alt for tidligt, betyder det ikke, at man skal stoppe med at drømme, både sine egne drømme, men også sine venners og families.

MA MA
Se spilletider
Se filminfo