(Foto: Det Kgl. Teater)
Der er rigeligt med bolde i denne morsomme og komiske forestilling om klimaforandringer, politisk korrekthed og selvoptagethed.
"Ekstremt frit efter Holbergs Barselstuen" lyder det i Det Kongelige Teaters oplæg til forestillingen Barselstuen 2.0 af Kirstine K. Høgsbro. Sproget er da heldigvis også bragt op til 2016, og historiens personer befinder sig bestemt i nutiden. Grundhistorien er dog den samme om ægtemanden, der har bange anelser om, at han ikke er far til den mørklødede baby, hans kone Iben (Ida Cæcilie Rasmussen) lige har født. Ligner den ikke betænkeligt meget den unge og smukke sanger Saalih (Stanley Bakar), der flyttede ind i lejligheden ovenpå for 9 måneder siden? Saalih er i hvert fald overraskende interesseret i den lille ny, og så kan enhver se, at han er blød nougat for øjnene - og en hel del yngre end ægtemanden.
Ægtemanden Søren (Sætter-Lassen) har dog på papiret kun det tilfælles med Holbergs forvekslingskomedie, at han lige straks har premiere og skal spille hovedrollen som den gamle Corfitz i Barselstuen. Han er derfor ikke voldsomt interesseret i de uafvendelige barselsbesøg. Kirsten, Ibens mor (Tina Gylling Mortensen) indtager bogstaveligt parrets lejlighed med sin overgearede interesse i det nye barn, mens hun promoverer sig selv og konceptet at være gammel. Det skal være nyt og lækkert, og hun er forrygende morsom! Det hele foregår i parrets sofa, over hvilken en gigantisk varmende PH-lampe befinder sig. Det er en fin og enkel scenografi af Astrid Lynge Ottosen, der også som forestillingen skrider frem, bliver en kommentar til den globale opvarmning.
Ibens veninde, Line (Rikke Bilde), er så bange for at fejle noget alvorligt, at hun ikke kan tage sig sammen til at få børn, mens hendes mand, den handicappede Lars (Nicolaj Kopernikus), tager alting optimistisk. Han er fantastisk som blød mand med langt hår og måne.
Ibens noget kønsforvirrede storesøster Agnete (Stine Schrøder Jensen) kommer ikke til orde for sin meget talende mor.
Dertil kommer en let hysterisk og gravid meteorolog (Christine Gjerulff), der prædiker om ekstremvejr og dommedag. Der er ingen, der hører på hende - heller ikke da hun som sidste udvej griber til våben og terroristmetoder.
Der er rigeligt med bolde i denne morsomme og komiske forestilling om klimaforandringer, politisk korrekthed og selvoptagethed - og endelig spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte kan gøre andet end at have en mening om forandring. Det er nok ikke meget, mennesket anno 2016 reelt kan gøre. Imidlertid forsøger forestillingen også at favne kønsspørgsmål, kunstig insemination, alder på førstegangsfødende og i øvrigt mødres ret til at amme offentligt med meget mere, og her kommer alt måske ikke i mål. Det gør dog ikke så meget.
Der er metalag på metalag med intertekstuelle henvisninger til Holberg, hovedpersonen Sørens premierenerver for den aktuelle premiere eller den premiere, hans karakter taler om. Søren Sætter-Lassen er fantastisk i sin tegning af den egoistiske, nervøse og uempatiske hovedperson. Også her er der flere lag, for tager Søren Sætter-Lassen ikke en ordentlig gang pis på Søren Sætter-Lassen?
Moqi Simon Trolin har iscenesat, og man er som publikum godt underholdt i de halvanden time, forestillingen varer. Så gå ind og se løjerne og læs gerne Holbergs komedie inden.
BARSELSTUEN 2.0
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Se spilleplan
Medvirkende:
Søren, gift med Iben: Søren Sætter-Lassen
Iben, gift med Søren, Ida Cæcilie Rasmussen
Kirsten, Ibens mor: Tine Gylling Mortensen
Agnete, Ibens storesøster. Stine Schrøder Jensen
Line, Ibens veninde: Rikke Bilde
Lars, Lines mand: Nikolaj Kopernikus
Saalih, overbo: Stanley Bakar
Julie, meteorolog, Christine Gjerulff
TV-journalist: Lila Nobel
Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin
Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesign: Ulrik Gad
Koreografi: Esa Alanne
Komponist: Lasse Lyngbo
Dramatiker: Kirstine K. Høgsbro
