Flere nyheder

 
Film
Captain America: Civil War

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Captain America: Civil War
Man. 2. maj 2016
kilde: KultuNaut, Kenneth M. Ertner

Marvels populære superhelte er på den igen. Endnu en trussel mod verdensfreden skal udryddes, men interne stridigheder og nye regler sætter de ellers så tæt knyttede superhelte op mod hinanden. Captain America og Iron Man er uenige, og det er påkrævet at vælge side.

Et imperium brudt ned af sine fjender, vil rejse sig igen, men et imperium der går i stykker indefra, vil ikke kunne samles igen. Motiveret af hævn, er det den plan som en ny superskurk benytter sig af for at splitte Captain America, Iron Man og de andre Avengers ad. En mission i Nigeria koster så mange menneskeliv at FN går ind og bestemmer at The Avengers fremover skal arbejde under den amerikanske hær, og først gribe ind i når de bliver tilkaldt.

Det er en beslutning der skaber splittelse i den i forvejen lettere opløste gruppe af superhelte. Captain America vælger at forblive tro mod sin natur, og forholder sig kritisk til forslaget om mere bureaukrati, mens Tony Stark efter et møde med en mor hvis søn blev uskyldigt offer, kan se fordelene i at nedskalere antallet af for hastigt besluttede aktioner og dertil hørende ofre. Som titlen antyder, skaber det en intern krig i gruppen, og da flere fjender og tidligere venner udefra blander sig, er spørgsmålet om verdenens superskurke får frit spil.

Captain Americas gamle soldaterkammerat Bucky bliver beskyldt for at stå bag et attentat på kongen af Wakanda, og hele verdens militærs forsøg på at fange ham udvikler sig til et stort spørgsmålstegn om hvem der er god, og hvem der er ond. Captain America tvivler på at Bucky stadig står i ledtog med terroristorganisationen Hydra, men Iron Man og de avengers der er loyale overfor ham, har ikke tænkt sig at tage chancer. Samtidig dukker en ny superhelt op, i form af Black Panther, der har tænkt sig at hævne sig på vegne af alle Afrikas ofrer i de katastrofer som The Avengers har været indblandet i.

Falcon, Hawkeye og Scarlett Witch vælger Captain Americas side, mens Black Widow, War Machine og Vision alle står sammen med Iron Man. Derudover melder både Ant Man og en helt ung Spiderman sig ind i kampen, og det hele ender i et stort virvar af superkræfter og teknik mod hinanden. Det viser sig, at linjerne ikke er trukket tydeligt nok op, og selv i ens egne rækker kan man ikke stole på nogen. Det kaos, og den borgerkrig der opstår, er dog bare en afledningsmanøvre for hvad den egentlige skurks plan er, at genoplive en gammel russisk superskurke deling, der med de samme kræfter som The Winter Soldier, kan bryde hele nationer ned på kun få timer.

Man skal holde tungen lige i munden hvis man skal få alle alliancer og nuancer af Civil War med. Heldigvis for os seere, har Marvel valgt at udelade Thor, Hulk og en håndfuld andre superhelte fra denne film, så det hele bliver en tand mere overskueligt at følge med i. God og ond er en konstant gråzone hele filmen igennem, og de hårdtprøvede heltes moralske kompas får sig en snurretur i alle to timer og 20 minutter.

Det virker som lang tid, men man er faktisk ganske godt underholdt hele filmen igennem, og modsat de klassiske superheltefilm hvor den gode er god og den onde er ond, vinder Civil War meget på at man selv må tage stilling til hvad der er det rigtige at gøre i den givne situation. Der er ingen grund til at frygte at det går på kompromis med hvad man normalt ville forvente sig af Marvels film, og vi får da også nok eksplosioner, slåskampe og smarte one-liners til at man kunne have lavet to hele film af det.

Slåskampene bliver evigt hurtigere og hurtigere og effekterne bedre og bedre. Selvom Civil War måske er en film, der har brug for det visuelle og overdrevne for at kunne imponere, så ville den i modsætning til mange andre film i samme genre sagtens have kunne klaret sig uden. Det er ikke svært at forestille sig en mere skrabet udgave af filmen, hvor eksplosioner og slåskampe er erstattet af mere dialog og refleksioner. Det ville ikke passe ind i Marvels univers, men det er stadig et vidne om at genren er begyndt at grave dybere og ikke bare spytte det samme 3D CGI bras ud år efter år. For det skal der lyde en stor tak herfra.

Civil War binder samtidig sløjferne sammen på flere af de mindre spørgsmål man kunne havde siddet tilbage med efter de sidste Avengers, Captain America og Iron Man film, uden at gøre det til filmens hovedmål. For alle dem som ikke har læst alle Marvels tegneserier, er det rart endelig at forstå hvad der drev mange af karaktererne fra tidligere marvelfilm i den retning. I bund og grund er Civil War et rigtig godt stykke håndværk inden for genren, og hvis du var skuffet over mødet mellem Superman og Batman tidligere på året, så kan du roligt få dit superhelte konflikt fix stillet i selskab med Captain America, Iron Man og de andre utrættelige superhelte.

Se spilletider
Se filmbeskrivelse