Marguerite er en midaldrende antiheltinde i de brølende 20ere, omgivet af karakterer som man ikke helt ved om hjælper eller ødelægger hende, alt imens koncepterne Æstetik og Etik bøjes og presses for øjnene og ørerne af publikum - pakket ind i en tilsyneladende simpel og komisk fransk film. Hvad mere kan man ønske sig?
Florence Foster Jenkins var en rig amerikansk kvinde, der færdedes i New Yorks high society med en karriere, der kulminerede med en stor koncert i Carnegie Hall i 1944. Hun kunne finansiere sin egen optræden i private klubber og undlod at invitere kulturjournalister. Hendes passion var opera. Hendes stemme var kraftig. Hendes evne til at ramme toner var ikke-eksisterende. Hun kan ses som en kuriositet, hun kan være et billede på at man aldrig skal give op eller hun kan være en joke. Uanset hvordan hun blev set eller bliver set, tiltrak hun sig nok opmærksomhed i sin samtid til at have overlevet via fotos, indspilninger og beskrivelser til i dag, hvor det store internet generøst byder på underfundigt vintage-ironi og overset poesi. Ms. Jenkins har i dag en del fans - det ville glæde hende, vil jeg tro - og det er derfor absolut kærkomment at den fremragende franske filminstruktør Xavier Giannoli har skabt den fiktive karakter Marguerite (smukt personificeret af Catherine Frot) ud af Florence' besynderlige bedrag til operahistorien. (Til september er der dansk premiere på en stor Hollywoodsk biopic med Meryl Streep som Florence, der umiddelbart ser ud til at være en komisk fortælling om en latterlig kvinde.)
Det er et rigtig godt æstetisk greb af Giannoli at lade den Florence-baserede Marguerite befinde sig i 1920ernes Paris. Den klassiske poesi, som Marguerite tilstræber, står i modsætning til den skærende modernisme med al dens larm og ekstreme redefinering af æstetik. To unge mænd, en journalist og kunstner, ønsker at bruge Marguerite i deres kamp mod den etablerede gode smag. Uvidende om deres ærinde nyder Marguerite deres opmærksomhed og deres beundring, og hun arbejder hårdt og målrettet da muligheden for at optræde i Operaen opstår.
Marguerite er en på alle måder æstetisk undersøgende film. Den udforsker smag, vane og det ekstraordinære. Den byder på klassisk set yndefuld musik akkompagnerende den ubeskriveligt falske sang af velkendte arier. Det er en besynderlig oplevelse at høre så familiær opera sunget så forkert. Der er fugleskræppen, jazz og didgeridoo. Der er både ironi og ærlighed i den visuelle side med de ekstravaganter rober, den meget rige kvindes bolig, diamanter og kælepåfugl. Giannoli og filmfotograf Glynn Speeckhaerts valg af kameralinser fra midten af forrige århundrede giver en neddæmpning af farver, så der er en stram visuel komposition trods de mange forskellige indtryk og udtryk fra usædvanlige og rigelige objekter.
Karaktermæssigt er det en meget typisk opsætning af The Circus Freak, som bare gerne vil anerkendes. Men det interessante er her, at Marguerite som smuk, rig kvinde, adeligt gift, nemt kunne få lov at passe ind og være graciøs og gøre hvad der forventes. Men ude af stand til at se - eller rettere høre - at hendes talent ikke matcher hendes ambitioner - bliver hun på smertelig vis en udstillingsgenstand. Narrativet lader umiddelbart til at fortælle os, at hun ikke selv er klar over sin outsiderstatus, men i valget af venner; den skæggede dame, de eksotiske kæledyr, en mandlig operadiva lader der til at være et ønske om at indgå i noget, der kunne ligne et klassisk freakshow. Det er den evige dualisme i det forfærdelige og samtidig det fantastiske i at være udenfor samfundets normer. Et element, der synes at blive tilført af især butleren Madelbos (Denis Mpunga), som observerer, fotograferer og på alle måder støtter Marguerits divadrømme.
Marguerite er en herlig film hvis skønhed og grimhed beholder en distance, der måske er lidt for svær at smide, i en undersøgelse af det kuriøse, men som i flere tilfælde formår at bryde med al ironi og skabe rørende poesi om kærlighed, drømme og smerte.
Se spilletider
Se filmbeskrivelse
