Black Sabbath 
Koncerten med Black Sabbath (på pressefoto ovenfor) må siges at være historisk af den simple årsag, at de er i gang med deres afskedsturné. Som der stod med meterhøje bogstaver på bagtæppet, efter bandet havde forladt scenen: "THE END".
Black Sabbath har udgivet så mange album siden 1970 og skrevet så mange hits, at de formentlig kunne spille i dagevis, men til denne afskedskoncert holdt de sig inden for de seks første år af deres eksistens med en perlerække af alle de største hits fra denne første æra. Eneste afstikker var den lidt underlige "Dirty Women" fra albummet Technical Ecstacy ('76), som også blev leveret noget halvhjertet af en ellers udmærket syngende Ozzy Osbourne. Men i virkeligheden er det ikke Ozzy, der burde være centrum for folks opmærksomhed i denne sammenhæng. Han vil næppe blive savnet af de fleste, hvorimod The Riffmaster Tony Iommi og måske den bedst spillende bassist nogensinde inden for genren, Geezer Buttler, vil blive særkt savnede.
Og denne aften viste de igen eksempler på deres kongestatus med den ene pragtpræstaton efter den anden. Og det ser så legende let ud, samtidig med at ingen andre kommer bare i nærheden af det niveau, de to herrer befinder sig på. Men det er samtidigt tydeligt for enhver, at hverken Iommi eller Buttler besidder fordums saft og kraft, og som sådan er det et værdigt punktum at sætte for en lang og glorværdig karriere. Tak for hitsene, for riffsene, for den gennemførte stemning på de mange album og ikke mindst for det dedikerede engagement, medlemmerne har vist gennem årene.
Bömbers 
2016 vi blive husket som det år, hvor vi mistede mange stjerner, deriblandt Ian Kilmister, også kendt som'Lemmy fra Motörhead. Men heldigvis har vi Bömbers, som er et fuldtsændig vanvittigt kopiband, der spiller Motörhead som, ja, Motörhead. I front er Olve Eikemo, mest kendt som guitarist og sanger Abbath fra Immortal, men denne gang iført sort stetson, truckerskæg og spillende på en klassisk Rickenbacker-bas. For at fuldende billedet stod mikrofonen bøjet nedad præcist på samme måde, som når Lemmy spillede.
Lyden var umiskendeligt som tidligt Motörhead og Abbath lød gudhjælpemig også som Lemmy, så man nærmest gned sig i øjnene for at se, om man var faldet i et tidshul og reelt stod foran Lemmy himself. Men når Abbath lavede sin karakteristiske krabben frem og tilbage på scenen, vidste man godt, hvor man befandt sig. Numrene blev leveret som pistolskud fra hoften, og det hele blev indledt med "Bombers" for ligesom at starte festen. Og på sin vis var de det helt rigtige band at afslutte Copenhell med. Man var i det nostalgiske humør efter Black Sabbath, og genhøret med de gamle Motörhead klassikere gjorde nattens mørke til en lun kappe at krænge over skulderen da næsen endelig blev vendt hjemad.
