Flere nyheder

 
Diverse
Rovfugle på Falkonergården

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rovfugle på Falkonergården
Ons. 5. okt. 2016
kilde: KultuNaut

På Falkonergården i Fredensborg kan børn og voksne opleve et rigt udsnit af falkonerens rovfugle udfolde sig frit, når der i perioden 15. - 23. oktober bydes velkommen til spændende opvisninger.

Tilskuerne får fornemmelsen af vingesuset af den russiske steppeørn eller kongemusvågen, når de glider få centimeter hen over hårtoppene. Og Falkonergårdens andre lynhurtige falke vil vise deres jagt- og flyveteknik i styrtdyk på ganske tæt afstand.

Under opvisningen trænes rovfuglene og årtusinders jagttraditioner genoplives med fortællinger om falkonerfuglene. Træningen af falke, høge og ørne foregår i et område, som for 700 år siden var Valdemar Atterdags jagtmarker, og for 500 år siden var det Frederik II, som tumlede sine jagtdyr og fugle ved Esrum. Nu kan man nyde det smukke landskab med søer, skov og marker som baggrund til falkonerens træning af de store jagtfugle.

Programmet - som starter præcis - strækker sig over en time og vil foregå både inden- og udendørs. I løbet af opvisningen vil seks forskellige falkonerfugle - falke, høge og ørne - blive trænet meget tæt på de besøgende.

Kan opleves dagligt klokken 15 i perioden lørdag den 15. oktober til søndag den 23. oktober:

Falkonergården
Davidsvænge 11
3480 Fredensborg
Tlf. 48 48 25 83

Billetsalg dagligt fra kl. 14.30.
Programmet gennemføres uanset vejrets beskaffenhed.

Se flere informationer og billeder på www.falkonergaarden.dk