Flere nyheder

 
Teater
Tvang

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tvang
Ons. 12. apr. 2017
kilde: KultuNaut

Den 22. april slår Teater Katapult i Aarhus dørene op til urpremiere på forestillingen "Tvang - en neoliberal komedie". Forestillingen behandler noget så atypisk som interne værdikonflikter i liberalismen.

Tvang kan beskrives som Bergmans "Scener fra et ægteskab" - på speed. Det er hurtige replikskifter hos det unge smukke par, der lever midt i et opgør om økonomi, værdier og verdenssyn. Dermed er det en forestilling, der sætter spot på både parforhold, værdikonflikter og verdenssyn på den blå fløj.

Men i stedet for at stå udenfor og kaste satiriske knaldperler mod de blå, dykker forestillingen ned i de interne uenigheder på højrefløjen, som vi jænvlingt ser eksempler på kan stikke ganske dybt. Forholdet mellem Clair og Roland slår konstant gnister. De to køber et hus på tvangsauktion, hvor de skal leve og skabe en familie. Men det er ikke så lige til, når man er grundlæggende uenige om vejen til det fælles mål.

Scener med hurtige replikskifter portrætterer i glimt et ungt par, der står midt i det neoliberale liv. De er unge og smarte. De har to gode jobs. De får to smukke børn. De er åbne overfor seksuelle eksperimenter. De tager på eksotiske rejser. Men der er noget, der skurrer. Er de så frie som de selv går rundt og tror? Vi har aldrig haft så mange muligheder som i dag, men føler vi os ikke samtidigt mindre forbundet med samfundet og hinanden?

Medvirkende: David Elnebo og Iza Mortag Freund

Instruktør: Line Paulsen
Dramatiker: Aleksa Okanovic
Scenograf: Nadia Nabil Korsbæk
Musik: Iza Mortag Freund

Tvang kan opleves 22. + 24. - 27. april samt 1. - 6. maj.

Teater Katapult
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C

http://katapult.dk/