Flere nyheder

 
Film
Ninna

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ninna
Tir. 5. nov. 2019
kilde: KultuNaut

Dansk komedie om den bramfrie Ninna fra Præstø, der er instrueret af Fabian Wullenweber. (PR-foto: UIP)

Der er dejligt ved Præstø, men når man er enlig mor på 40, arbejder på den lokale grill og ens 18-årige søn pludselig vil flytte hjemmefra, så føles det næsten som helvede på jord. Eller sådan oplever Ninna det i hvert fald, hvis verden bryder sammen ved udsigten til at skulle klare sig uden sin Dennis. Desværre for ham, så opgiver hun ikke så let i forhold til, at få ham hjem igen. Men måske kan den nye nabo være med til, at Ninna giver slip på sønnen og i stedet giver kærligheden en ny chance?

Ninna giver aldrig op, og kan være lige dele skrækkelig, charmerende og frygteligt pinlig, når hun giver den gas på sin røde knallert i miniskørt ned gennem byens gader. Som en modpol til 00'ernes 'Nynne' fra storbyen, brænder Susanne Juhasz igennem i komedien, som hun også selv har skrevet manuskriptet til.

Fabian Wullenweber har tidligere instrueret flere afsnit af Badehotellet og Forbrydelsen, samt den prisbelønnede familiefilm Klatretøsen.

I øvrige roller ses blandt andre Rex Leonard, Peter Gantzler, Jesper Asholt og Kristian Halken.

Ninna har biografpremiere den 7. november.