Flere nyheder

 
Musik
Anm: Ed Thigpen trio

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Anm: Ed Thigpen trio
Tir. 9. apr. 2002

Der var lagt op til en stor aften da Ed Thigpen trio onsdag den 27.marts besøgte Jazzhus Dexter i Odense. Ed Thigpen er kendt som en af verdens bedste jazztrommeslagere, og han har blandt andet medvirket i den legendariske Oscar Peterson trio fra 1959 - 1965. Med sig på Dexter havde Ed Thigpen sine to faste medspillere Carsten Dahl på piano og Jesper Bodilsen på bas.

Med ordene: "with no further introduction..... we will swing" startede Ed Thigpen koncerten og Jazzhus Dexter swingede derefter i to timer.

Det var en meget afvekslende koncert, hvor der var plads til både swingende bebop som åbningsnummeret "Down with it" af Bud Powell og stille ballader som "over the rainbow".

Da trioen spillede Buck Hills energiske nummer "Funk Dublin" blev publikum for alvor revet med af musikken, især på grund af de imponerende soloer de tre musikere leverede i netop dette nummer. Kemien mellem publikum og musikere var dermed skabt og denne kemi skulle vise sig at holde ved resten af aftenen.

I soloerne viste Ed Thigpen, hvorfor han hører til i verdenseliten, da han med et stort sortiment af trommestikker og whiskere leverede den ene fremragende solo efter den anden med stor variation, og han formåede endda at skabe melodiske soloer ved at lægge sin ene albue på lilletrommen, således at han kunne få lilletrommen til at afgive forskellige lyde, og disse melodiske soloer understøttedes ofte af Ed Thigpen selv, der ikke kunne lade være at synge med.

Hvad der vikelig gjorde denne koncert til noget helt specielt var humøret på scenen. Ofte udfordrede Carsten Dahl og Ed Thigpen hinanden til at spille sværere og sværere soloer, hvilket som regel endte i højlydt latter fra alle tre musikere. Desuden underholdte Ed Thigpen med små anekdoter mellem numrene, og man fik virkelig indtrykket af, at han er en meget hyggelig og sympatisk person.

Det var forfriskende at se, hvor meget de tre musikere nød at være på scenen sammen, og humøret på scenen bragte også smil til publikum, og derfor må Ed Thigpens mission være lykkes, for som han selv udtrykte det: "Jazz is feel-good music, it's about sharing some fun", og det var hvad Ed Thigpen trio gjorde på Jazzhus Dexter den onsdag aften.