
Anmeldelse: Grøn koncert
Grøn koncert i Valby Parken søndag d. 21.07
For tyvende gang var der Grøn Koncert i Valby. Og der blev budt på lidt af hvert: nye og gamle bands på 2 scener, hvor den gamle Grøn Scene præsenterede det forudsigelige og velkendte, og den nye Grøn Spot præsenterede musik af yngre dato.
Den nye scene, Grøn Spot, der sikkert er etableret for at trække flere helt unge publikummer til, må siges at være en god ide. Som modpol til det meget gennemskuelige og midtersøgende program på den store scene, var det forfriskende med denne lille scene, der mere orienterede sig imod den yngre og mindre rutineprægede del af den danske rockscene. De 3 bands der spillede her, Junior Senior, Swan Lee og Superheroes, blev præsenteret af den flabede duo, Banjos Likørstue, som gjorde deres til, at stilen blev meget afslappet og uformel.
Jeg nåede kun at overvære Superheroes, som i den halve time, der var til deres rådighed, gjorde deres til, at folk fik flyttet de regntunge ben lidt. Deres enkle og melodiøse rocknumre blev afleveret med lige dele ungdommelig energi og spillelyst.
Grøn Spot afsluttedes med, at Junior Senior entrerede scenen og sammen med Superheroes, Banjos Likørstue og diverse andre, fyldte scenen til bristepunktet og spillede 3 ekstranumre, bl.a. Junior Seniors hit, "D-D-Don't Don't Stop the Beat", på en afsmittende feststemt og medrivende facon.
På Grøn Scene havde Tim Christensen spillet umiddelbart før Superheroes. Dette var en træg og kedelig omgang midtersøgende rock, der ikke på nogle måder kunne gøre nogle som helst fortræd. Bandet var helt uden det drive, man umiddelbart bagefter blev præsenteret for på Grøn Spot.
Næste band på Grøn Scene var Big Fat Snake. Og dem skulle lillemor jo eftersigende nok kunne hygge sig i selskab med. Hvorfor ved jeg ikke. For de overgik om muligt Tim Christensen i rutinepræget og idéfattig optræden. Men det skal siges til deres fordel, at de da havde en pæn opbakning blandt en stor del af publikum - især den mere voksne del. Dette må skyldes glæden ved det velkendte og sikre.
Big Fat Snake bliver af og til nævnt som et af Danmarks bedste livebands. Hvis de er det, så vil jeg nødigt overvære det dårligste.
Grøn Koncert sluttede af med det skotske band, Simple Minds, der blev dannet i 1978, og som havde deres storhedstid omkring midten af firserne. De bød på en "best of" koncert, der indeholdt mange af deres allerstørste hits, bl.a. "Don't You (forget about me)", "Ghostdancing", "Promised You a Miracle" etc.
På trods af, at alderen i høj grad har sat sine spor på bandet, så leverede de en ganske rimelig koncert. Jim Kerr's stemme når ikke de samme høje lejer mere, og den mere smarte og cool attitude, der prægede bandet gennem firserne, er i dag afløst af en hyggelig og rar facon, der vidner om bandets glæde ved stadig at kunne spille foran et større publikum.
Det der gør, at et band som Simple Minds i højere grad end eksempelvis Big Fat Snake kan redde en koncert hjem hovedsageligt på rutinen, er deres bagkatalog af numre. Og så, selvfølgelig, at det nu en gang er mere eksotisk at overvære et tidligere britisk kæmpenavn til et dansk sommerarrangement.
Men den eneste klare succes på dette års Grøn Koncert, var nu initiativet med den nye scene, Grøn Spot.