Flere nyheder

 
Musik
TV2 i Aalborg

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
TV2 i Aalborg
Ons. 19. mar. 2003

"Mine damer og herrer, ærede publikum, mænd og kvinder som sådan... " Koncerten med TV2 i Aalborg kongres og kulturcenter den 15. marts var selvfølgelig - fristes man til at sige - en rigtig fin koncert. TV2 formåede endnu engang at leve op til de ubønhørligt stigende forventninger.

Vi kender det hele så godt!
Kommentarerne og den sikre og altid positive kontakt til publikum med et glimt i øjet. Og ikke mindst de gode melodier vi efterhånden kan udenad! TV2 lagde ud med netop sådan en: Kærligheden overvinder alt, og aftenen bød også på blandt andre: Skanderborg station, Nærmest lykkelig, Ræven og rønnebærene, Der går min klasselærer osv. Jo, alt var som det skulle være!

Høje forventninger
Forventningerne var naturligvis høje til et band der, som TV2, så ofte før har vist, hvad de har at byde på, men der er heller ingen tvivl om at det noget blandede publikum af folk i alderen fra ca. 7-50 år ville blive godt underholdt, hvis det sku' være, ska' det være så?..

Før TV2 gik ind på scenen blev Bornholm, Bornholm, Bornholm spillet over anlægget, og det er jo en sang, der efterhånden også er ved at blive kendetegnende for TV2, så stemningen var hurtigt lagt.

Også med nye sange
Det lykkedes ganske godt for TV2 at få vævet en hel del af sangene fra deres nye album ind i repertoiret, og der er også et par stykker af dem, der allerede nu er ved at blive klassikere, som helt sikkert vil blive spillet igen og igen verden over de kommende årtier. (TV2 lader i hvert fald stadig til at kunne holde tempoet og forny sig med musikalsk materiale, så hvem ved hvor mange årtier de fortsætter med det?)
Det drejer sig særligt om numre som Big time og honning og På kanten af småt brændbart.

Filmklip og grafik
Et af de nyere tiltag var et stort lærred i baggrunden, hvor man viste filmklip, billeder og andre grafiske elementer. Langt hen ad vejen var det da også en meget fin ide, men det kunne nogle gange tage fokus fra selve koncerten, så helt vellykket var det ikke, ligesom de klip der blev vist, ikke altid var lige passende og interessante.

Yndlingsbabe
Koncerten strakte sig over tre halvlege, med den obligatoriske ekstra-nummer seance som tredje halvleg. Udover selve bandets grundstamme var der tre blæsere (saxofon, trompet og trækbasun), som man nok heller ikke kunne forestille sig en TV2-koncert uden. Og der var også et nyt ansigt i bandet: Stine Birch fra det københavnske undergrundsorkester Sub-Sui. Hun spillede guitar og sang, og hurtigt blev det mandlige publikums 'yndlingsbabe".