Flere nyheder

 
Klassisk musik
Uforglemmelige Tuva

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Uforglemmelige Tuva
Tor. 4. dec. 2003
kilde: KultuNaut

Nu er det igen muligt at opleve det musikalsk overbevisende makkerpar Tuva Semmingsen og Lars Ulrik Mortensen i København. Denne gang ved en koncert med Concerto Copenhagen lørdag den 13. december 2003 kl. 16.00 i Garnisons Kirke, hvor Lars Ulrik Mortensen som sædvanlig er i front som musikalsk leder.

"Perfekt, faktisk uforglemmelig" hed det i Politikens anmeldelse af en koncert, som den norskfødte mezzosopran Tuva Semmingsen og cembalisten Lars Ulrik Mortensen gav på Det Kongelige Teater i november. "Jeg har ikke oplevet nogen bedre koncert i år. Eller noget år. Der går længe imellem, at man stimuleres så intenst og begavet og musikalsk, som vi blev det i søndags," skrev Politikens anmelder.

Tuva Semmingsen og Concerto Copenhagen har ikke optrådt sammen siden den succesombruste opsætning af Händels opera "Julius Cæsar" på Det Kongelige Teater i maj 2002. En opsætning, der blev Tuva Semmingsens første store gennembrud, og som var med til at etablere hendes nuværende position som en af de vægtigste sangerinder inden for den tidlige musik her hjemme.

Der er med andre ord lagt op til et sprudlende genhør mellem Tuva Semmingsen, Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen. Ikke mindst fordi Tuva Semmingsens sjældne stemme og sikre fraserings-evne passer perfekt til Concerto Copenhagens slanke barokinstrumenter - og til ensemblets legende og improvisatoriske spil.

Koncertprogrammet byder på musik af en række store barokke komponister: J.S. Bach, Rebel, Molter, Telemann, Torelli og G.F. Händel, og er sammensat som et festligt alternativ til december måneds mange, mere traditionelle julekoncerter.

Entre: ordinær kr. 125, studerende og pensionister kr. 75, børn under 12 år gratis. Billetter købes via BILLETnet eller i døren fra kl. 15.00.

Yderligere oplysninger om koncerten findes på www.coco.dk. Se også www.tuva.dk
Læs KultuNauts anmeldelse