Flere nyheder

 
Teater
Blodrus i Musikhuset Aarhus

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Blodrus i Musikhuset Aarhus
Tor. 8. jan. 2004

Hvis man ønsker et godt og langt grin i Århus her i begyndelsen af januar, må "Crazy Christmas Cabaret" være det helt oplagte. Det er ikke underspillet engelsk humor på højt plan, men tre helt forrygende timer hvor London Toast Theatre, der gæster Musikhuset Århus fra d. 6/1 til 13/1, leverer en ekstrem morsom parodi på historien om den onde Grev Dracula, der i sin blodtørst rykker teltpælene op fra Transsylvanien og gør London usikker.

Den direkte og særdeles uformelle spillestil starter næsten før stykket går i gang med lokale transsylvanske bønder, assisteret af Igor fra Frankenstein, der pågående falbyder hvidløg, krucifikser og andre remedier mod vampyrer til publikum sammen med gode råd om, hvordan forestillingen overleves uden for mange bidsår i halsen.

Selve historien holder sig tæt til den oprindelige, bortset fra at historien er rykket frem i tiden for dels at få plads til, at vores helt kan være en GI fra Tennenese, der har en slående lighed med Elvis og dels Igor, der skifter ham og køn til en 120 kg. stor kærlighedslysten oversygeplejerske! Dette gør bestemt ikke historien ringere eller kedeligere, men giver endnu større spillerum for alle de geniale og sexistiske indslag, som flere gange under forestillingen blev for meget selv for skuespillerne, der måtte holde et par mindre grinepauser. Dette var dem vel undt. Den underliggende erotik, der er i historien om Dracula og hans kvindelige ofre er ikke glemt. Tværtimod, er ordet erotik næppe dækkende, da der er en særdeles fri og underholdende seksuel tone hele vejen igennem, uden at det på nogen måde bliver vulgært, kun sjovt, hvis man altså ikke er alt for bornert.

Med en dansker i truppen var der et opdateret kendskab til de aktuelle forhold i Danmark, hvilken flittigt blev flettet ind. Måske blev der tærsket lidt for meget langhalm på vores kommende kronprinsesse, lige som den berømte vampyrjager Dr. Van Helsingør var rigeligt inspireret af Søs & Kirsten, dvs. lidt for overgearet.

De par små fejl glemmes hurtigt i det samlede billede af en forestilling, der kører i højt gear i tre timer uden at miste pusten og grebet om publikum der så rigeligt bliver engageret i stykket.

Dracula- A pain in the neck spiller fra klokken 19.30 man-fre og lør kl 15.00 og kl 19.30.