Flere nyheder

 
Teater
Kong Lear

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kong Lear
Man. 26. jan. 2004

Særligt båret af gode individuelle præstationer, præsenterede Aalborg teater en udgave af Shakespeares Kong Lear, der dog uden decideret at overraske eller begejstre, stadig er en anbefaling værd.

En historie om magt og svig
Historien udspiller sig omkring den aldrende Kong Lear, der ønsker at give sin magt fra sig, og dele den mellem sine tre døtre. Han beder dem derfor beskrive hvor højt de elsker ham, for derudfra at beslutte hvordan magten skal riget skal deles mellem dem.

Men naturligvis falder det nemmest for de to døtre der kun higer efter magten, at glæde deres far med store tomme ord, hvorimod den yngste, der virkelig elsker ham, ikke kan "løfte sit hjerte til sin mund".

Hun ender derfor med at blive forvist fra riget, da han fejlagtigt tolker hendes modvilje mod at beskrive sin kærlighed til ham som mangel på samme.

Det bliver en beslutning han senere fortryder bitterligt, da de to magtsyge døtre efter at have fået magten afviser ham, og efterhånden drives han ud i vanvid.

To parallelle historier
Sideløbende fortælles en historie, der flettes ind i og gradvist forbindes mere og mere med hoved-forløbet. I denne er det en fader med to sønner, en ægte og en uægte, hvor bastard-sønnen med ondskabsfuld list får spillet faderen og den ægte, retskafne søn ud mod hinanden, så han selv kan få faderens titel og magt.

Begge historier skildrer det gennemgående tema om magt og bedrag, samt den naive tiltro personerne nærer til dem de elsker.

Kongens hjælpere
Gennem historien får Kong Lear særligt hjælp af to personer. Den ene er Narren der aldrig forlader hans side, og hele tiden prøver at få ham til at indse de fejltagelser han har gjort. Denne, der er en slags personificering af Kong Lears underbevidsthed, er i stykket en kvinde og spilles af Solbjørg Højfeldt.

Den anden hjælper er jarlen af Kent, der i hans forsøg på at tale fornuft til kongen også forvises, men af kærlighed til kongen beslutter at forklæde sig og prøve stadig at hjælpe ham i nøden.

Stærk og troværdig Henning Jensen
Der var lidt usikkerhed at mærke på premiereaftenen hos en del af skuespillerne, men det var ikke nok til at ændre på, at de alle leverede meget hæderlige præstationer.

Til gengæld var der ingen usikkerhed at spore hos særligt to af de mere rutinerede kræfter, nemlig Lars Lohmann der leverede en sikker og overbevisende præstation i hans rolle som jarlen af Kent og Henning Jensen, der gjorde et stærkt indtryk i hovedrollen som Kong Lear, og virkelig formåede at give rollen dybde, indlevelse og troværdighed.

Alt i alt en ganske fin opsætning af dette store og vanskelige Shakespeare stykke, der dog primært bæres af gode individuelle præstationer.

Se spilletider

Ønsker du at kommentere anmeldelsen? Så send en mail til anmelder@kultunaut.dk.