I teaterstykket "Gæsten", der kører på Teatret ved Sorte Hest, møder vi Sigmund Freud en begivenhedsrig aften i 1938. Østrig er overtaget af tyskerne, og med jævne mellemrum dukker Gestapo op, for at afpresse den jødiske psykoanalytiker. Datteren Anna næsten trygler faderen om at flygte fra Wien, indtil tyskerne tager hende med. Da Freud sidder fortvivlet tilbage dukker der en mystisk gæst op.
Den aldrende Freud er ude af sig selv, efter den brutale Gestapo-mand har hentet hans datter, og det leder til en del selvransagelse. Den mystiske og ubudne gæst vil ikke sige sit navn, men det fremgår snart for både Freud og publikum, at han i hvert fald selv tror, at han er Vorherre himself. Det har den ateistiske psykoanalytiker svært ved at acceptere, og da Gestapo snart kommer igen, og oplyser, at de leder efter en mand, der er stukket af fra et sindssygehospital, er han overbevist om, at hans gæst er den gale mand.
De to bruger aftenen på at tale sammen, og det viser sig, at den mystiske gæst ved bemærkelsesværdigt meget om Freud. Samtalen sætter spørgsmålstegn ved hans ateisme, og i det hele taget er der adskillige ting som den aldrende Freud må tage op til overvejelse.
Gæsten er et vedkommende stykke, og det er specielt Gestapo-officeren, der spilles gennemført ubehageligt af Henning Valin Jacobsen, der giver det en stemning af råhed og brutalitet. Modvægten gives af Jens-Jørn Spottag, der spiller den mystiske gæst. Han er både morsom, og indgyder den bekymrede Freud en form for ro. De tos samtaler, der rykker op i Freuds indgroede forestillinger, er langt hen af vejen omdrejningspunktet i stykket. Samtidig er dialogerne krydret med finurlige indslag, og det er sjældent kedeligt, selv om man ikke skal forvente at skrige af grin. Det er en stille komedie, der giver stof til eftertanke.
Skuespillerpræstationerne leveres af Gyrd Løfqvist, der spiller en overbevisende Freud, der gammel og desperat kun venter og håber på, at hans datter kommer tilbage fra Gestapos forhør. Overbevisende er også Gestapomanden i Henning Valin Jacobsen's skikkelse, der er selvsikker og overbevist om sin egen magt. Dea Fogh spiller Datteren Anna, og det er også hende, der har instrueret stykket, der er skrevet af Eric-Emmanuel Schmitt. Bedst er dog Jens-Jørn Spottag, der spiller den mystiske gæst, der måske er Gud eller måske bare en gal mand.. eller måske en gal Gud.
Gæsten er et absolut seværdigt stykke, der både formår at underholde og stille de store afgørende spørgsmål. Samtidig foregår det på en så afdæmpet måde, at det aldrig bliver påtrængende eller prætentiøst.
