Birthe Rønn Hornbech, som sidder i folketinget for Venstre, har begået en debatbog eller noget, der ligner. Det er en bog, som dækker flere områder på trods af, den er på kun 165 letlæste sider. Birthe Rønn Hornbech kaldes også folketingets eneste mandfolk, hvilket dækker over hendes meget kontante meninger, som hun tør stå ved. Dette præsenteres tydeligt i bogen.
Når man læser en debatbog, kan man være mere eller mindre enig med forfatteren, men som læser er det helt fundamentalt, at man præsenteres for nogle gode argumenter for forfatterens synspunkter. Dette lykkes ikke helt for Birthe Rønn Hornbech. Hun har meget på hjertet, men har for travlt med at fortælle alt det, hun vil. Det kan være sympatisk nok, men som læser føler man sig lidt efterladt, når man ikke føler, at hun har begrundet hendes synspunkter. Desuden er afsnittene meget korte, som læser kommer man knapt nok ind på sporet, før der hoppes til et nyt emne.
Hun fokuserer meget på enkeltsager og sagers forløb i mange af kapitlerne, hvilket en folketingspolitiker burde være hævet over. Desuden koncentrerer hun sig meget om retspolitik, som er hendes interesseområde. Bogen bliver derfor pludselig meget mere detaljeret, da hun kommer ind på rockerloven, men igen fokuser hun meget på det skete og forløbet. I afsnittet om den for nyligt afblæste kulturkamp mangler der en rød tråd. Hun er mere interesseret i at fortælle om alle de dumheder, der blev lavet i kulturkampen, end om hun har noget at byde på inden for det område. Afsnittet drejer sig mere om enkeltudtalelser og ikke om værdierne i kulturkampen.
Hun er meget kategorisk i ordvalg og hendes holdninger er ikke til diskussion, sådan er det bare. Bogen kan derfor godt virke som en lang enetale. Den er et politisk skrift, men også en fortælling om etiske, moralske og menneskelige holdninger, hvilket er det primære grundlag for hendes politiske synspunkter.
B. R. Hornbech er nok venstrekvinde, men ikke ultraliberal. Individets rettigheder og respekten for det enkelte menneske vejer tungt i hendes syn på livet, og derfor er bogen et frisk indspil. Selvom hun er med i et regeringsbærende parti, er hun ikke regeringens skødehund, men snare en pit-bull terrier, der er sluppet løs i folketinget. Er hun uenig med noget, der er fremlagt eller gennemført af den borgerlige regering, så bliver det tydeligt markeret. Bogen er derfor alt andet end en rygklapperberetning, der roser regeringen for dens resultater. Det er en bog der prøver at holde folketinget og debatten inden for nogle moralske grundprincipper, og det er en fornøjelse!
Som tidligere nævnt er det noget der ligner en debatbog. Der er nemlig mere en bare debat i bogen. De sidste 25 sider handler pludselig om salmer og højskolesangbogen. Dette fortæller meget om mennesket Birthe Rønn Hornbech, men det er en pudsig blanding, hvor det sidste afsnit mere havde passet i en erindringsbog og ikke i en debatbog.
Som læser skal man skal kende mange af de baggrundshistorier, hun argumenterer ud fra, ellers kan det knibe med at følge hendes argumenter. Hvis man ellers har fulgt lidt med i politik og hvad der er sket i vores samfund de sidste år, kan man godt følge med. Faktisk er det en god "begynder-bog". Hvis man ikke er vant til at læse debatbøger, er den af et passende omfang, den er ikke tung, da den ikke borer sig ned i detaljerne. Så for nybegyndere ud i genren kan den anbefales. For de garvede læsere af debatbøger, må den siges at være lidt for tynd.
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Birte Rønn Hornbech: Ret og rimeligt
Gyldendals Forlag
Sider: 165
Udgivelsesdato: 31.03.2004
ISBN: 87-02-02791-7
