Mammutteatret har forsøgt at lave et teaterstykke over noget så usexet som Karl Marx' "Kapitalen". Projektet er ambitiøst, men desværre nok for ambitiøst, for teksten er tung og skuespillerne har svært ved at løfte opgaven.
Titlen Kapitalen skal ikke tages for bogstaveligt, for der bliver behandlet mange andre emner i de ca. 75 minutter forestillingen varer, og udover Karl Marx står så forskellige skribenter som Shakespeare og Jan Sonnergaard opført som medforfattere til stykket. Ikke desto mindre er det Karl Marx' bog, der ligger under hele forestillingen som den røde tråd, der binder det hele sammen. Det er i lyset af de teorier, der fremsættes her, at de tre skuespillere forsøger at give et billede af dagens Danmark.
Penge, penge og flere penge:
Kapital og Kapitalen, det er hvad det handler om. Penge, og hvad de gør ved os. Både de penge vi har, og dem vi mangler. Med dette udgangspunkt tages der fat på et meget bredt sæt af problemstillinger, der både omfatter kulturkamp, kønskamp, kærlighed, fodbold og meget, meget mere. Samtidig bliver der forsøgt fra tid til anden, at give et indblik i Karl Marx' teorier, men det er lidt svært at blive klog på et af den vestlige filosofihistories digreste værker gennem små, forenklede forklaringer, der ofte åbner op for flere spørgsmål end de giver svar.
Kapitalen giver til tider et sigende og interessant billede af danskerne og de forestillinger vi har om os selv, og satiren virker bedst, når den med en ganske stor portion selvironi harcelerer over det danske samfund og de forfærdelige vilkår, teatret har i Brian Mikkelsens Danmark. I det hele taget er forestillingen præget af selvironi, som god satire som regel er, og den forsøger at give danskernes selvforståelse et velment skud for boven. Alligevel forekommer det hele underligt tamt.
Manglende drama
Et af de primære problemer er manglen på drama. Hele forestillingen består af de tre skuespillere, Tina Gylling Mortensen, Gitte Siem og Anne Sofie Byder, der vader rundt på et gulv, der består af 25-ører, og taler med hinanden. Det er til tider både morsomt og rammende, men det er lige som om, at skuespillet aldrig rejser sig og bliver rigtigt indlevende. Det skal skuespillerne dog ikke have hele skylden for. Selv om teksten indeholder adskillige små finurligheder, er den generelt for tung og stillestående til virkeligt at få tilskuerne op af stolen, og så hjælper det ikke, at manuskriptforfatterne til tider tager en række af både det danske og det engelske sprogs værste gloser til hjælp.
Et andet problem er, at samtidig med at forestillingen forsøger at rykke ved danskernes åh, så rigtige meninger, og prøver at pille lidt ved den selvgode politiske korrekthed, så kan den ikke lade være med at moralisere på sin egen slet skjulte facon. Den prøver blot at erstatte de gode intentioner med nogle knap så gode intentioner, der til gengæld er meget mere selvbevidste.
Når Kapitalen ikke falder helt igennem skyldes det både, at det ambitiøse emne på mange måder er særdeles interessant, og at teksten tager fat på nogle interessante problemer.
