Flere nyheder

 
Teater
Skærsommernatspølse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Skærsommernatspølse
Tir. 27. apr. 2004

Det Kongelige Teater har under ledelse af Anders Paulin sat Sharespeares klassiske forvekslingskomedie, En Skærsommernatsdrøm, op i en meget moderne version, der involverer storskærm, og som foregår lige så meget uden for teatret som i Turbinehallerne. Den er anderledes og nytænkende, men er det mest effekter for effekternes skyld?

Forvekslinger
En Skærsommernatsdrøm handler om Hermia, der er forelsket i Lysander, men som af faderen tvinges til at gifte sig med Demetrius, der ellers var trolovet med Hermias veninde, Helena. For at undgå dette stikker de af, ud i skoven - eller i Paulins udgave: storbyen. Den elskovssyge Helena sladrer til Demetrius, der straks optager forfølgelsen. Sideløbende er der et plot med elverkongen Oberon, der vil manipulere den genstridige Titania vha. af en kærlighedsdrik. Da han i skoven møder den forsmåede Helena, beslutter han sig for også at give Demetrius et par dråber, så han igen elsker hende.

Uheldigvis har han sat drillenissen Puk på opgaven, der kommer til at give dråberne til Lysander i stedet. Da han slår øjnene op og ser Helena, er Hermia glemt, men Hermia kan ikke tro andet, end at han håner hende. Imens er Titania vågnet, og hendes blik falder på en elendig skuespiller, der af Puk er blevet tryllet om til et æsel. Endelig er der i periferien historien om Athens hersker Theseus, og hans forestående bryllup med amazonen Hippolyta, som Oberon gerne selv ville have haft.

Rodet dobbeltbesætning
Som det fremgår, er der rig mulighed for, at stykket kan blive rodet, og det er desværre ikke lykkedes Paulin helt at undgå dette. Peter Gilsfort og Benedikte Hansen har fået to dobbeltroller som hhv. Oberon/Theseus og Titania/Hippolyta, hvilket er usædvanligt forvirrende og gør det svært, helt at vurdere, hvornår de er hvem. Desuden er der blevet flettet en backstage-beretning ind, hvor Benedikte Hansen er skuespilleren, der gruer for at blive gammel. Der er ingen tvivl om, at hun spiller godt; men hvad det har med stykket at gøre, er svært at se.

Selve kærlighedshistorien er mere medgørlig. Helle Fagralid er først perlende forelsket, så trutmundet skuffet og til sidst skræmmende slagkraftig i kampen med rivalinden, Helena. Der er virkelig dømt chick-fight, og da parykken rives af, gisper og griner hele salen. Helena spilles af Maria Rossing, og hun markerer sig først og fremmest ved en serie hæse vræl og en imponerende drukfældighed. Da dette er en moderne version, rages der uhæmmet på hinanden, og der vises imponerende mængder kød. Førsteelskerne spilles af hhv. Nicolai Dahl Hamilton som Demetrius og en fremragende Nicolas Bro som Lysander.

Teknik vs. magi
Det kan nok ikke undgå, at stykket mister noget af sin oprindelige magi ved en sådan ny- og omfortolkning, til gengæld vinder den også en del ved de nye virkemidler. Gang på gang forlader skuespillerne scenen, og via storskærm kan publikum så følge dem live, mens de spiller videre på baren Underground eller midt på Gothersgade. Her sprænges teatrets former i allerhøjeste grad, og der er ingen tvivl om publikums begejstring. Hele besværet omkring sceneskift og dertil påkrævede pauser elimineres herved elegant; dog kommer formen lige lovligt meget i fokus.

Heldigvis er der stadig magiske elementer tilbage i fortællingen, og de personificeres først og fremmest af Puk. Morten Suurballe, der for øvrigt også har den temmeligt intetsigende rolle som Hermias far, er uovertruffen, som han hopper rundt i sine lyserøde bukser og røde snabelsko. Takket være storskærmen kan også den bagerste del af salen se de spidse elverører og hele hans mimik, der er ganske uundværlig. At nissen samtidigt er den højeste person på scenen ødelægger på ingen måde illusionen, men er kun med til at gøre situationen mere komisk. I det hele taget må man sige, at Puk og Oberon forstod at smitte publikum med deres indforståede fnisen og latter. Også Anders Mossling som selvoptaget, bunduduelig skuespiller, der ikke engang bemærkede sine æselsører, fremkaldte en del latter.

Alt i alt er En Skærsommernatsdrøm en ganske vellykket gang eksperimenteren, der dog smager lidt meget af effektmageri. Det varer knapt tre timer uden pauser, selvom publikum opfordres til undervejs at forlade scenen, og det er lidt for meget. Især Aksel Erhardtsens afsluttende monolog virker ulidelig og trættende, selvom den egentligt starter meget lovende. Desværre bevæger den sig fra samfundskritiske bemærkninger over i en gang postmodernistisk pseudointellektuel lyrik om "blod og lort". Heldigvis er det ikke mere selvhøjtideligt, end at de andre skuespillere lister sig bort fra scenen for selv at slippe for svadaen. En Skærsommernatsdrøm kan trods de nævnte forbehold stærkt anbefales som en anderledes teateroplevelse, fyldt med fremragende skuespillere, formspængende effekter og masser af humor.

Se spilletider.