Flere nyheder

 
Film
Van Helsing

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Van Helsing
Tor. 6. maj 2004

I "Van Helsing" møder de største af de gamle filmmonstre den største monsterjager. Historien er lettere forvrøvlet og effekterne overdrevne; alligevel er der masser af forsonelige træk ved denne monsterfilm, der byder på et møde med bl.a. Dracula og hans tre brude, Frankenstein og hans monster samt et par varulve.

Overlevering med forandringer
Van Helsing indledes med en sort-hvid sekvens i klassisk horrorstil, der må ses som en hyldest af alle de gamle Hollywood-film, der tydeligt nok har tjent som inspiration. Det samme må gælde for figuren Igor (Kevin J. O'Connor), der mest af alt ligner elefantmandens lillebror, og som sådan set sagtens kunne undværes - han laver alle mulige ting, han ikke plejer, til gengæld hjælper han ikke én gang greven ud af sin kiste.

En del af historien i Van Helsing er , som man kender den fra klassiske horrorfortællinger; men Stephen Sommers, instruktøren af The Mummy, tager sig også en del kunstneriske friheder. Således er Van Helsing nu Vatikanets lejemorder med en mystisk fortid, der naturligvis kommer til at spille en afgørende rolle senere i filmen, og han er udstyret med en hjælper a'la James Bonds "Q" og en smækker, vampyrdræbende sigøjnerprinsesse. Vampyrer er i stand til at formere sig, og Dracula, vampyren over alle, er i tæt samarbejde med Victor Frankenstein.

Det kan virke nærliggende at lade vampyrer og varulve optræde sammen, da de er del af samme, østeuropæiske folklore. Frankenstein bliver opsøgt af Dracula, der har et bestemt mål i øje, som Frankenstein dog ikke kender. Det virker umotiveret, indtil vi kommer længere ind i filmen, og dette mål afsløres. En hel del virker da også som det reneste nonsens, men som fan af genren kan man ikke helt undgå at glæde sig over at se så mange herlige misskabninger på et sted.

Monster-effekter
Hvor historien er lidt løs, er der til gengæld gjort meget ud af effekterne - for meget, sine steder. Det allerførste monster, vi støder på, er en morsom overraskelse; desværre ligner han mest af alt en overdimensioneret orangutang, hvilket der absolut ikke er noget grundlag for. Heldigvis er de sluppet bedre fra de andre uhyrer. Det er herligt at se en varulv, der så tydeligt er en varulv, og ikke bare en mand med en plastikmaske og nogle påklistrede pelslapper. Til gengæld virker dens kræfter ikke bare overnaturlige, men overdrevne. Den kan springe metervis både frem og opad. Det samme gælder nogle transsylvanske heste, der åbenbart har lært et og andet af julemandens rensdyr. Også Frankensteins monster har udviklet sig siden de klassiske Hollywood-versioner. Der er mere end blot grøn maling og skruer!

Vampyrerne er bevis på nytænkning. Efterhånden er man vandt til enten de meget menneskelige vampyrer, a'la En vampyrs bekendelser, hvor man ikke kan skelne dem fra mennesker, eller Buffy-vampyrerne, hvis ansigter forvandles til groteske, dæmonmasker. Nok lider Van Helsings vampyrer af lidt af det samme, når hjørnetænderne skyder frem og kæberne vrides af led; men ellers har de en meget interessant anatomi. Der skiftes mellem to stadier: menneske-lignende eller flyvende harpyer, hvor vingerne er groet ud som en naturlig forlængelse af deres kroppe. Det gælder kun brudene, Dracula selv er som overskurk selvfølgelig nødt til at se mere gruopvækkende og mindre strømlinet ud, og ligner derfor et monster der er sammensat af forskellige mareridtskomponenter, når han forvandler sig.

Rollerne
Hugh Jackman spiller den barske Van Helsing, og selvom han til tider kan virke lidt stereotyp, er han yderst troværdig. Han understøttes glimrende af munken Carl, spillet af David Wenham, der på en gang er stykkets skriftkyndige, geniale opfinder og upraktiske klovn. De fleste husker ham nok især som Faramir i Ringenes Herre; men den rolle har han på alle måder lagt bag sig i Van Helsing. Selvfølgelig skal der også være en lækker action-sild, sigøjneren Anna Valerius, der spilles af Kate Beckinsale iført korset. I bedste Buffy-stil tæver hun monstre, og hvad der er et plus ved filmen: hun forbliver hele tiden Van Helsings ligemand.

Paradoksalt nok er det Frankensteins monster, spillet af Shuler Hensley, der virkeligt formår at fange. Han ønsker intet andet end at leve i fred, men både mennesker og uhyrer er efter ham af forskellige årsager. Nok føler vi med Anna i glimt i scenerne med hendes bror; men det meste af filmen forbliver hun og Van Helsing actionhelte, man ikke lever sig ind i. På et tidspunkt greb jeg mig selv i at holde med Dracula, der også viser sig at have en tragisk historie, og som ikke bare er ond for at være ond. Richard Roxburgh er blevet valgt som en på mange måder mindre spektakulær Dracula, end man efterhånden er vant til. Alligevel udstråler han en charme og styrke, der gør ham til en rigtig Dracula i mine øjne. Hans brude er først og fremmest kønne; deres latter virker som en eventyrheks på speed og kunne godt være dæmpet lidt. Værst er dog deres accent, der ligesom Annas lige netop lyder som en gang Hollywood-transylvansk.

Van Helsing byder på masser af action, monstre og humor. Hvis man holder af de klassiske monstre og godt kan tilgive, at de bliver tilpasset et moderne skript, er den bestemt værd at se.

Se spilletider.