Flere nyheder

 
Litteratur
Natten til fjerde november

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Natten til fjerde november
Man. 3. maj 2004
At dømme efter abstraktet på bogens bagside, er "Natten til fjerde november" af Karin Fossum en krimi, hvor et par, som lever et velordnet liv, mister deres 17- årige datter en nat i november. Hun forsvinder bare og ingen ved, hvad der er sket med hende, om hun er løbet hjemmefra eller nogen har taget hende. Bogen er dog ikke en krimi i traditionel forstand, da den hovedsagligt handler om de tanker og følelser forældrene har, oven på deres datters forsvinden, og hvordan de hver især reagerer på deres sorg.

Det, som ved første øjekast var en krimi, er altså mere et vidnesbyrd over et par, som har fundet sammen for mange år siden, men hvor kærligheden er forsvundet ud af forholdet, hvis den overhovedet nogensinde har været der. Man bliver sammen p.g.a. vanens magt eller for barnets skyld. Nu er barnet så forsvundet, enten selv stukket af eller kidnappet, og forældrene evner ikke at snakke med hinanden om deres sorg og tanker om, at de ikke var gode nok som forældre.

Forældrene bearbejder sorgen på hver deres måde, men de evner ikke at hjælpe hinanden, og de forstår ikke hinandens måde at tackle sorgen og savnet på. Mange, der har mistet en elsket person, vil sikkert have glæde af at læse denne bog og måske opdage, at deres egen måde at håndtere tabet på ikke behøver at være forkert, bare fordi man ikke opfører sig, som omgivelserne forventer. Moderen læner sig kraftigt op af sin søster og familien, mens faderen murer sig inde med sine tanker. Han er ikke vandt til at skulle tale om sine tanker, men på den anden side går det efterhånden op for ham, at han ikke kan klare det selv, og han kontakter en psykolog, hvilket han dog holder hemmeligt for sin kone. Hun foretrækker nemlig at klare tingene selv inden for familiens rammer og ville ikke bryde sig om, at en fremmed blev involveret. Desuden ville hun også bare stille en masse spørgsmål og bebrejde ham, at han ikke kunne tale med hende.

Det værste ved datterens forsvinden er, at ingen ved hvad der er sket, der er ikke nogen grav at besøge og i fantasien kan forældrene forestille sig alle mulige scenarier omkring datterens forsvinden. Efterhånden kommer der mere og mere knas i ægteskabet og begge forældre når frem til, at det måske var bedst at blive skilt.

Grunden til datterens forsvinden bliver aldrig afklaret, selv om der bliver bragt forskellige gisninger på banen. Ingen af forældrenes og læsernes spørgsmål bliver derfor besvaret og som læser kan man godt få en fornemmelse af noget uforløst, når man når sidste side. Bogen skal derfor ikke læses som en krimi, men mere som et studie i menneskelige følelser og sorg terapi.

Karin Fossum: Natten til fjerde november
Gyldendals Forlag
Sider: 227
Udgivelsesdato: 29. april 2004
ISBN: 87-02-02498-5