
I anledning af Prins Henriks 70-årsdag har Gyldendal udgivet bogen "Chateau de Caix". H.K.H. Prinsen er blevet interviewet af journalisterne Kristof Kuncewicz og Jacob Jørgensen, og bogen er spækket med de dejligste fotos.
Købet
I sommeren 1974 under regentparrets sommerophold i Montpezat-familiens residens i Le Cayrou kom Prinsens far pludselig styrtende ind og fortalte, at naboslottet Chateau de Caix var til salg.
Et par timere senere var regentparret på pletten, så stedet og faldt for dets charme, størrelse og placering. Resten af historien kender vi alle: I 30 år har dette slot været familiens hjemsted i Frankrig med de mange dejlige fordele:
De er tæt på Monpezat-familien, familiemiddage er obligatoriske og tæt samvær med gode venner hører også til på programmet. Læg dertil afslappende stillestunder for alle parter, feriebolig for de unge og deres venner, tiltagende vinproduktion, malerstunder for dronningen osv...
Slottet
Det "slot", man overtog i 1974 var dog i en dårligere stand, end man egentlig havde regnet med. Årtiers forfald havde sat sine tydelige spor. Etageadskillelsen fra tredje sal røg ned i kælderen under restaureringen, og mange andre forhindringer blev også overvundet.
Men det gamle middelalderslots særegne charme er blevet bevaret, og underlagt H.M. Dronningens evner for indretning både ude og inde samt Prinsens kyndige vejledning udi vinproduktion, er slottet i årenes løb blevet en perle i lokalsamfundet. Stedets atmosfære oser af ånd og historie.
Fra terassen kan man kigge langt ud i naturen måske 10 km væk, men det, øjet møder, er kun blød modstand i naturen. De mange lune sommeraftener byder på Prinsens gode mad og udendørs madlavning. Skal man være indendøre kan man lige præcis "skrue" et selskab på 30 sammen i den største stue, hvis ellers gæsterne kender hinanden godt !
Vinen og maden
Vinmarkerne fulgte med. I årenes løb er slottets vin efter kenderes mening blevet bedre og bedre. Produktionen er blevet mere effektiv, og der er blevet investeret i moderne produktionsanlæg. Dyrt har det været, men resultatet er også godt.
Under opholdet på slottet kan Prinsen også dyrke sin store lidenskab for madlavning. En lidenskab, som startede under studentertiden i Paris. Al mad bliver behørigt krydret og tilsat masser af krydderurter. På slottet har man desuden egen køkkenhave. Slottets forrådskamre bliver hvert år behørigt fyldt op med hjemmeproducerede varer. Det er et ægte dansk-fransk landkøkken. Man høster af overskuddet og gemmer til de andre perioder.
Chateau de Caix's betydning:
For regentfamilien er Caix blevet "åndehullet" i en meget travl tilværelse. Her kan de være sammen i timevis, nyde livet, maden, stedet, hinanden og samle friske kræfter gennem anderledes aktiviteter.. kort sagt være private og familie! Det er Prinsens håb, at slottet fortsat vil være et familieforetagende, og at Cayx (som han ynder at skrive det) vil huse en stor og glad familie.
Alle drømmer om et "Caix", hvor man kan slappe af hver på sin facon: Nogle har sommerhus, andre har båd, stor eller lille, nogen har køkkenhave eller måske blot krukker ..eller andre har ??? Det er sådan set ligegyldigt med størrelsen, eller hvad det er, hovedsagen er, at man har noget, man går op i og slapper af ved, at man har udfordringer, prøver anderledes levemåder osv. Livet bliver rigere derved! og måske også længere..
Ud fra denne bog forstår man så godt Caix's betydning for regentparret. Ud af en ruin har de sammen skabt et skønt fristed, og et "rigt" fælles liv venter dem stadig her! Så ikke blot tillykke med fødselsdagen til Prinsen, men også tillykke hermed!!
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Claus Ib Olsen: Chateau de Caix
Gyldendals Forlag
Sider: 176
Udgivelsesdato: 27.05.2004
ISBN: 87-02-02512-4