Flere nyheder

 
Litteratur
Gulag og glemsel

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gulag og glemsel
Man. 28. jun. 2004

Bent Jensen er professor i historie på Syddansk Universitet og samtidig en historiker, der ikke gemmer sin mening af vejen. I "Gulag og glemsel" skinner den tydeligt igennem, og som læser er det svært at argumentere mod forfatterens holdninger, efterhånden som man kommer igennem bogen. Det er ufattelige forbrydelser der afdækkes, både nøgternt når statistikkerne gennemgås, men også med forfatterens fordømmelse af de mennesker der stod bag.

Bogen er på trods af sine 528 sider ganske letlæst. Det er er en grundig historisk afdækning, uden at det er et tungt videnskabeligt værk. Den kan læses af de fleste der interesserer sig bare lidt for historie, og den bør læses af de fleste i dagens Danmark, så vi kan blive klar over hvilke enorme menneskelige omkostninger, Sovjetunionen blev bygget på. Der ligger en omfattende dokumentation til grund for bogen, men hovedparten er gemt væk i noteapparatet, så læsningen ikke bliver forstyrret af kildeangivelser.

Man skal som læser være indstillet på at kunne kapere Bent Jensens holdninger. Ikke at han skriver provokerende, men hans udsagn er meget kategoriske. Dette bevirker at man som læser tit kan sidde med en fornemmelse af at bogen mere er et meningsskrift, end et gennemarbejdet værk. Eksempelvis bruges ordet kz-lejr ofte, hvilket fungerer som en sidestilling mellem kommunismen og nazismen. Dette underbygger mere følelsen af en forudindtaget holdning fra forfatterens side, end en grundig neutral afdækning. Det er synd, da bogen vitterligt er utrolig gennemarbejdet og velunderbygget.

Man kan let miste det menneskelige syn efterhånden som der kommer flere og flere tal frem. Man mister ofte helt billedet af de menneskelige tragedier, der ligger bag statistikkerne. Det afhjælpes dog lidt med billeder af nogle af de mennesker, der gemmer sig bag tallene.

Bogen kan ikke anbefales til novicer inden for historie, der skal en vis grundviden til om Europas historie i det 20. århundrede, og et godt overblik over Rusland og Sovjetunionens historie i første halvdel af forrige århundrede. Har man ikke denne grundviden kan det som læser være svært at følge med. Bogen er ikke en historiebog om Sovjetunionens fødsel, men en gennemgang af den unge stats forbrydelser mod egne indbyggere.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Bent Jensen: Gulag og glemsel
Gyldendals Forlag
Udgivelsesdato: 29.05.2004
Sider: 528
ISBN: 87-02-02762-3