Flere nyheder

 
Musik
Franz Ferdinand og Muse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Franz Ferdinand og Muse
Fre. 9. jul. 2004

Programmet for Roskilde Festivalens afsluttende dag, var ganske imponerende, så det har uden tvivl været svært, at forlade den tæt på synkende skude før tid.

Efter at amerikanske Ben Harper havde varmet publikum og det store telt som udgør Arena-scenen godt op, blev lokaliteterne overladt til to af tidens særligt bemærkelsesværdige britiske acts. Klokken 18.30 gik de fremstormende og alle vegne uhyrligt populære skotske opkomlinge, Franz Ferdinand, på, for den næste times tid, at spille op til fest for det godt pakkede telt. Og for mange af dem, der ikke havde været så heldige at opleve dette fantastiske band før, må det have været en fremragende debut i selskab med disse enormt musikalske, unge skotske drenge.

Tell her tonight, This fire, The Dark of the Matinée, Darts of pleasure og Michael var bare nogle af de numre, som Franz Ferdinand præsenterede fra det debutabum, der stort set udelukkende består af potentielle hitsingler. Og publikum var virkelig entusiastiske og begejstrede. Og med god grund. For med en af festivalens bedste koncerter fik Franz Ferdinand atter bevist, at deres succes er dem så absolut velfortjent.

Klokken 20.30 overdragedes scenen så til engelske Muse, der især gjorde godt opmærksom på sig selv med cd'en Absolution sidste år. Trioen, der gør sig udi pompøs og melodiøs rock, som tilsat mængder af melankolsk atmosfære, nok især stiller krav til mere eftertænksom lytten, har stadigvæk så mange fremdrevne og energiske elementer i deres musik, at de godt kunne overtage scenen efter Franz Ferdinand, uden at de på nogen måde kom til at fremstå som ren tristesse.

Med et stort anlagt show, der tilsat en iøjefaldende scenografi, var det i høj grad forsanger og guitarist/pianist, Matthew Bellamy, der tiltrak sig opmærksomheden. Denne ekseptionelt talentfulde frontmand, fik sammen med bandets to andre medlemmer skabt et særdeles spændstigt, musikalsk rum, hvor alle bandets enheder gik op i en højere enhed. Så uden at matche Franz Ferdinands show, var Muse en virkelig god efterfølger på Arena denne søndag aften.