Flere nyheder

 
Litteratur
Forfatterens død

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Forfatterens død
Fre. 20. aug. 2004

Der er kommet en ny samling af litteraturteoretikeren Roland Barthes' essays, og samlingen med titlen "Forfatterens død og andre essays" er et must for enhver, der er interesseret i litteratur.

En samling der kommer vidt omkring
Samlingen indeholder essays fra hele Barthes' forfatterskab, der strakte sig fra 1942 til hans død i 1980, og man får et glimrende overblik over den franske tænkers forskellige perioder. Mange af forfatterens vigtigste essays er med, med "Forfatterens død" som det naturlige midtpunkt. Det er her, han kommer med sin berømte sætning om, at læserens fødsel skal betales med forfatterens død. Nu er det læseren, der skal i fokus, og forfatteren må finde sig i at blive kulet fem fod under jorden for at gøre plads. Læseren er den instans, hvor tekster bliver realiseret, og hvor alle linjerne bliver samlet.

Roland Barthes beskæftiger sig dog ikke kun med litteratur. Der er også essays, der kredser om film, malerier, teater og meget mere. Centralt i teksterne står dog altid semiologien, altså læren om tegn. Det, der optog Barthes var hvad tegn betød, eller måske snarere hvordan de betød. Alle systemer har deres egne tegn og disse tegn og deres betydning danner til sammen et sprog.

For det var sproget, der var i centrum for Barthes, og han fandt sprog overalt. Byer og gader har et sprog ligesom film, tøjmode, reklamer og selv cykelløb har det. Det er sproget, der står som det lysende centrum hos Barthes, og hvis man er interesseret i sprog, og hvordan det bliver anvendt i litteratur, film, billeder, ja, hvad som helst, så kommer man ikke uden om denne essaysamling. Forfatterens død og andre essays er ikke kun for dem, der beskæftiger sig med litteratur, men alle der vil opnå en bedre forståelse af, hvad det er for en verden, vi lever i.

Mest, men ikke kun, for litteraturelskere
Når det er sagt, skal det selvfølgelig tilføjes, at bogen primært henvender sig til dem, der i forvejen har et godt kendskab til litteratur, og som har lyst og kræfter til at beskæftige sig med det. For Roland Barthes er ikke særlig nem at læse, og det kræver visse forkundskaber at sætte sig ind i hans univers. Men hvis man vil og orker det, er det bestemt sliddet værd, og de enkelte essays er så korte, at man aldrig kører træt i dem.

Barthes er en af hovedfigurerne i semiologien, og hans betydning for denne gren af de humanistiske videnskaber har været enorm. Når man læser denne essaysamling får man et indtryk af hvorfor. Forfatterens død og andre essays er udkommet som en del af serien "Moderne tænkere", og det er en glimrende indledning til et studie af en af de mest interessante litteraturteoretikere fra det forrige århundrede.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Roland Barthes: Forfatterens død og andre essays, udgivet i serien Moderne tænkere
Forlag: Gyldendal
Sider: 340
Udgivelsesdato: 07.06.2004
ISBN: 87-02-00577-8