Flere nyheder

 
Udstilling
Turner og tidens natursyn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Turner og tidens natursyn
Tir. 31. aug. 2004

Den 4. september åbner efterårets store udstilling på Statens Museum for Kunst deres nye udstilling, "Turner og tidens natursyn", hvor den engelske naturmaler bliver sat i sammenhæng med en række af de mest betydelige europæiske malere fra den første halvdel af 1800-tallet, heriblandt landsmanden John Constable, tyske Casper David Friedrich og danske guldaldermalere som Eckersberg og Købke. Udstillingen vises fra 4. sep. til 9. jan. 2005.

J.M.W. Turner (1775-1851) opfattes i dag som Englands natur- og landskabsmaler par excellence. Både i sit valg af dramatiske motiver og lysende farver står Turner som den mest vidtrækkende fornyer af det maleriske udtryk i 1800-tallet. Det minutiøse, gennemarbejdede billede måtte vige for et mere umiddelbart formsprog og en begyndende abstraktion, som altid kredsede om naturindtrykket. Faktisk var det på denne tid, at malerne begyndte at slæbe deres lærreder ud i naturen i stedet for kun at male fra deres atelierer. Turner selv og hans landsmand, John Constable, der også er at se på udstillingen, var blandt de første til at gøre dette, men faktisk er der også skitser fra danske Eckersberg endnu tidligere.

Udstillingen er bygget op omkring Turners malerier men ideen er hele tiden at trække paralleller til både den danske guldalderkunst samt den samtidige tyske og franske kunst. Man har derfor valgt at lade Turners værker være samlet i et stort rum, hvor danskere har den sjældne fornøjelse at se så mange Turnere på dansk grund. Her ser man indtryk fra forskellige rejser, sejlture etc., og hvordan maleren efterhånden udvikler mere abstrakte penselstrøg, især i sine skystudier. En del af udstillingen fokuserer også på Turners skitsebøger - Turners testamentlige krav om at alle skitser skulle destrueres er heldigvis ikke blevet efterlevet.

I de øvrige rum ser man så værker af Turners samtidige, ikke ordnet efter maler eller nationalitet men indhold. Der er en interessant gruppe af billeder, hvor man kan følge maleriet fra skitse til færdig komposition, og meget morsomt er det ene rum, der er viet helt og aldeles til forskellige maleres skystudier. En lille perle er Turner ferniserer af Thomas Fearnley (1802 - 1842), hvor man ser maleren ifærd med at færdiggøre et af sine allerede udstillede billeder, som han også faktisk gjorde i virkeligheden. Bemærk, at lyset fra hans maleri er så stærkt, at de bagvedstående folk kaster skygger på gulvet.

Det er en meget interessant udstilling, også selvom man ikke kender så meget til naturmalerier, fordi man bliver introduceret for så mange af genrens mestre. Tate Britain i London har udlånt et stort antal billeder, ligesom en lang række andre museer har stillet malerier til rådighed til udstillingen, så det er en enestående chance for at se disse kunstværker herhjemme.

Overinspektør, dr. phil. Kasper Monrad har desuden skrevet bogen Turner og tidens natursyn, med bidrag af museumsinspektør ved Tate Britain, Anne Lyles og museumsinspektør ved Turner-samlingen på Tate Britain, David Blayney Brown. Den er fyldt med farvestrålende illustrationer fra udstillingen og er på alle måder en glimrende uddybning og perspektivering af udstillingen, der på det bestemteste kan anbefales til interesserede. 150 farveillustrationer, biografier, værkbeskrivelser. 272 sider. Stort format, helindbundet. Pris: 399 kr. (10% rabat til Museumsklubbens medlemmer).

TURNER og tidens natursyn.
Statens Museum for Kunst
4. september 2004 - 9. januar 2005.
Bemærk: Onsdage er udstillingen åben til kl. 22

Fotos: SMK Foto