Flere nyheder

 
Musik
Hatesphere

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hatesphere
Tor. 2. sep. 2004

Århusianske "Hatesphere" har med 4 udgivelser i ryggen efterhånden en rimelig rutine at trække på. Og at de vitterligt besidder en anselig pondus og et nævneværdigt talent, det efterlod koncerten den 27. august i Lille Vega ingen tvivl om. Men alligevel blev det aldrig en rigtigt tilfredsstillende oplevelse.

For dertil havde bandet for svært ved at få fat i store dele af den halvt fyldte sal, og samtidig gik de nok selv en anelse i selvsving omkring halvdelen gennem sættet. Men ikke desto mindre fik de trods alt bevist, at de absolut er et act, der fortjener opmærksomhed, og at det ikke er uden fortjeneste, at de har turneret med så prominente navne som Crowbar og Exodus.

Især var det materialet fra deres nyeste album, Ballet of the brute, fra juni dette år, der stod sig godt. Her fik bandet på solid vis bekræftet, at de med deres jerntunge og aggressivt sparkende trash, tilsat elementer af death metal, ikke bare er endnu et uinspirerende navn på den omsiggribende scene indenfor den mere ekstreme heavy metal. For det lykkes for dem at få tilsat deres musikalske udtryk et personligt touch, hvilket også kan høres på deres nyeste cd.

Men som nævnt, så mistede koncerten en del intensitet efter en god halv time, hvilket var lidt ærgerligt. For Hatesphere havde lagt særdeles godt ud, og bandets forsanger og indpisker, Jacob Bredahl, gjorde hvad han kunne for at holde niveauet oppe.

Men uagtet koncertens minusser, så er jeg sikker på, at Hatespere er et navn, der vil komme til at spille en væsentlig rolle på den danske metalscene, hvis de fortsætter deres udvikling. De har i hvert fald potentialet. Og så er det fortrinligt at opleve, at vi herhjemme virkelig har acts, der kan konkurrere med vores nordiske naboer, når det handler om de mere brutale lydtryk indenfor metalscenen. For de har ellers været tæt på enevældige i mange år.

For yderligere information og tourdates, se http://www.hatesphere.com/