Flere nyheder

 
Litteratur
Sagnet om Nibelungerne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sagnet om Nibelungerne
Ons. 8. sep. 2004

De fleste kender måske først og fremmest "Sagnet om Nibelungerne" i Wagners dramatiske bearbejdelse, men selve sagnet stammer fra omkring år 1200. Jørgen Mejdahl har nu sørget for at genfortælle det på dansk, så enhver kan glædes over det kringlede og drabelige helteepos.

Bogen falder i to dele: Siegfrieds død, der foregår omkring Rhinen og Kriemhilds hævn, hvor vi befinder os i hunnernes rige. Siegfried og Kriemhild er to unge elskende af kongeslægt, men på grund af mistillid og skarpe kvindetunger ender Kriemhilds slægt, burgunderne, med at myrde Siegfried, efter de er blevet gift. I mange bitre år sørger den utrøstelige enke, indtil hun øjner chancen for hævn - der kommer til at koste tusinder af krigere livet.

Navnet Nibelungerne henviser til den enorme skat, Siegfried vandt, da han - før denne histories tid - dræbte kongesønnen Niebelung på en mystisk ø ved verdens ende. Efter hans død tilfalder den Kriemhild, men burgunderne frygter den magt, den kan give hende, så de stjæler den fra hende og sænker den i Rhinens vande. Kriemhild kalder senere selv sin slægt for Niebelungerne, da det nu er dem, der vogter skatten. Den er naturligvis stærkt medvirkende til alle de skændige handlinger, der bliver begået, også efter den er endt på søens bund, hvor ingen nogensinde skal finde den igen.

Sagnet om Niebelungerne er et høvisk ridderdigt, der er fyldt med ædle riddere, kæmper og umiskendelige varsler, der desværre bliver overhørt. Fra starten er det klart, at Siegfried må dø, ligesom alle burgunderne må falde for Kriemhildes uudslukkelige hævntørst, og dette understreges løbende af fortælleren med udtryk, der fremmaner den uundgåelige tragedie. Burgunderne advares endda af nogle havfruer om, at kun en eneste af dem, en præst, vil vende levende tilbage, og Hagen prøver derfor at drukne den stakkels mand for at forhindre profetien i at opfyldes. Da præsten forpustet kravler i land, indser ridderne, at de rejser deres død i møde, men på dette tidspunkt tillader deres ære dem ikke at vende om.

Et besynderligt element ved denne historie er dens mangel på morale. Gang på gang skifter den tilsyneladende sympati: Da Siegfried dør, fremstilles Kriemhild som usædvanlig trofast i sin sorg, mens morderen Hagen fremstilles med foragt. Efterhånden vokser Hagen sig dog til en af burgundernes største helte, og nu beskrives Kriemhild som en furie, urimelig og dødsensfarlig. At Hagen i mellemtiden har dræbt hendes spæde søn med hunnerkongen Etzel, lægges ham åbenbart ikke til last. Til sidst har fortællerens, om ikke læserens, sympati helt forladt Kriemhild, og ikke engang Etzel vil forsøge at forsvare hende, da den gamle Hildebrandt hugger hende ned. Tilbage står alle heltenes koner og børn og græder over deres døde.

Sagnet om Niebelungerne er et stykke litteratur- og kultuhistorie, der bør læses af alle, der interesserer sig det mindste for den slags. Og man skal ikke være bange for at den er langstrakt eller kedelig, tværtimod er den fyldt med så mange sindrige intriger, at selv en soapopera ikke kan være med.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Sagnet om Niebelungerne genfortalt af Jørgen Mejdahl
Gyldendals Forlag
Sider: 160
Udgivelsesdato: 25.08.2004
ISBN: 87-02-02920-0