Flere nyheder

 
Litteratur
Huse med sjæl

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Huse med sjæl
Man. 20. sep. 2004

Danskerne er vilde med programmer og bøger, der hjælper dem til at forvandle deres hjem til et boligmagasins drøm. Arkitekt Søren Vadstrups bog "Huse med sjæl - om nænsom istandsættelse og bevaringsmæssig forbedring af ældre bygninger" er en perle af slagsen, der tager højde for både ydre og indvendige forbedringer med gode sparetips.

Huse med sjæl indledes med et kapitel om bevaringsprincipper, hvor Vadstrup gør op med forskellige myter omkring restaurering af ældre bygninger, først og fremmest at det skulle være dyrere og mere besværligt at istandsætte gamle materialer og elementer end at udskifte dem med nogle nye. Herefter følger et overblik over de forskellige beboelseshuse i Danmark fra 1700 til 1960, der er glimrende illustrerede både med blyantstegninger af de enkelte dele og fotografier af nogle af de smukke bygninger, der repræsenterer de forskellige stilarter. Meget overskueligt og meget interessant.

Inden selve restaureringen går i gang, gør Vadstrup holdt endnu en gang med nogle spørgsmål, man bør stille sig selv, FØR man køber et gammelt hus - hvilket virker en smule irrelevant, da de fleste, der sidder med bogen i hånden, formentlig allerede har et gammelt hus. Det vigtige for Vadstrup er, at man når frem til en forståelse af, hvad det er for et hus, man har med at gøre: hvad er dets historie, hvordan har det set ud oprindeligt, hvorfor har man valgt at lave forandringer og er det en fordel at genskabe de oprindelige træk?

Så kommer han ellers i gang. Omsider. Næsten halvdelen af bogen er brugt allerede. Den udvendige istandsættelse omhandler alt fra bindingsværk til udvendige døre og porte og smedejern og støbejern. Igen kan man kun sige, at Vadstrup er både omhyggelig og pædagogisk i sin opbygning. Til sidst kommer den indvendige istandsættelse, hvor jeg selv synes, Vadstrup er mest interessant, og hvor man også kan være med, selvom man bor i en lille lejlighed og ikke noget historisk palæ. Der er gode forslag til, hvordan man kreerer et flot køkken i gammel stil for næsten ingen penge, og oversigter over hvilke dørgreb passer til hvilken periode.

Bogen afsluttes med en litteraturliste samt informationsmateriale på internettet til den, der ønsker at gå videre. Der er også et udmærket appendiks med ordforklaringer og et velfungerende register, der tillader læseren at bruge bogen som opslagsværk. Alt i alt en glimrende bog for alle, der ønsker at trylle med hammer og pensel, samt en meget interessant indføring i de danske byggestile.

Søren Vadstrup: Huse med sjæl - om nænsom istandsættelse og bevaringsmæssig forbedring af ældre bygninger
Forlag: Gyldendal
Sider: 409
Udgivelsesdato: 02.09.2004
ISBN: 87-02-01924-8