Flere nyheder

 
Litteratur
50 klassiske

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
50 klassiske
Man. 20. sep. 2004

Fra Aschehoug udkommer to bøger med hver 50 klassikere, man måske burde kende mere til: "50 klassiske filosoffer - tænkere fra antikken til i dag" og "50 klassiske myter - De kendteste myter fra den græske oldtid". Den første er en anelse tynd, men den sidste er afgjort et plus for enhver bogreol.

50 klassiske filosoffer ønsker at være en lystvandring gennem filosofiens historie fra oldtiden og frem til i dag, samtidigt med at den giver et overblik over forskellige filosofiske retninger, således at læseren introduceres for alt Buddha over Nietzsche frem til Habermas. Det er desværre for stor en mundfuld, for selvom alle artiklerne er interessante, er det alt for lidt, man når at lære om de enkelte filosoffer. Der er en såkaldt "faktaside" til hver filosof, hvor man kan læse en kort biografi samt få en oversigt over relevant litteratur om og af filosoffen, og desuden en lille boks med "kort fortalt", hvor den pågældendes vigtigste tanker er skitserede. Et begrebsskema bagerst kan hjælpe en til at beskæftige sig med enkelte retninger i stedet for filosofferne. Ideen er glimrende, men den korte oversigtsform er ikke velegnet til så massivt et materiale.

Det er den til gengæld i høj grad til myterne, der er at finde i 50 klassiske myter. Her kan man med fordele præsentere de enkelte myter som uafhængige tekststykker, som læseren får resumeret, hvorefter den bliver sat ind i en større sammenhæng, både mytologisk, historisk og til tider politisk. Der er både en chance for at få opfrisket alle de sagn og myter, man burde kende, som Kong Oedipus, den skrækkelige Medusa og Den trojanske hest. Samtidigt støder man også på mindre kendte myter.

Et stort plus er, at forfatteren, Gerold Dommeruth-Gudrich, oplyser læseren om de romerske navne, der svarer til de græske guder eller helte, man netop læser om (der forefindes desuden en navnekonkordans over de vigtigste mytologiske figurer på både dansk, græsk og romersk bagerst i bogen). Dette mindsker i høj grad den forvirring, man ellers nemt forfalder til, når man f.eks. er vant til at høre Herakles omtalt som Herkules.

Også faktasiderne er langt mere givtige her: Efter et overblik over de kilder, der ligger til grund for myten, nævnes de vigtigste værker inden for litteratur, musik og kunst, som har behandlet stoffet, med en kort række af forslag over hvad der i den forbindelse kunne være værd at se, høre og læse. Man har også valgt at lave et besynderligt lille pointsystem, hvor myten vurderes på sin værdi for: dannelse, underholdning, aktualitet og effekt. Disse kan virke lidt tilfældige, i hvert fald er jeg ikke altid enige med forfatteren om, hvilke af myterne, der er de mest interessante.

For begge bøgerne gælder, at de er fyldt med en lang række flotte illustrationer, der er med til at gøre stoffet mere spiseligt. Som sagt er 50 klassiske filosoffer måske nok mest velegnet til nybegyndere udi filosofien; men 50 klassiske myter er et dejligt fund for enhver, der holder af gode, tidløse historier og måske gerne vil have dem sat i en større sammenhæng.

Edmund Jacoby og Ulrike Braun: 50 klassiske filosoffer - tænkere fra antikken til i dag
Forlag: Aschehoug
Sider: 312
Udgivelsesdato: 17.08.2004
ISBN: 87-11-22238-7

Gerold Dommeruth-Gudrich: 50 klassiske myter - De kendteste myter fra den græske oldtid
Forlag: Aschehoug
Sider: 311
Udgivelsesdato: 17.08.2004
ISBN: 87-11-22239-5
Køb eller bestil bogen hos bog&idé