Den nye teatersæson indledes på Husets Teater på Halmtorvet med en opsætning af Esther Vilars "Jalousi", der havde sin urpremiere i 2001 i Paris. Fortællingen, der omhandler 3 kvinders stræben efter den samme mand, er i sit udgangspunkt en forholdsvis ukompliceret komedie, men teksten søger en lidt dybere indsigt i jalousiens og kønnenes særlige væsen, hvilket ikke helt tilfredsstiller.
Historien udspiller sig i et boligkompleks, hvor de 3 kvinder, Helen (Kirsten Peuliche), Yana (Lotte Andersen) og Iris (Heidi Colding-Hansen), alle har bopæl. Fra at starte med at gå fra konen, Helen, til den yngre Yana, til den endnu yngre Iris, og så tilbage til konen igen, vandrer stykkets usynlige, men meget nærværende mandlige skikkelse så gennem historien, som noget nær en pokal for de 3 kombattanter. Og denne problematik, med manden, der skifter konen ud med en yngre "model", for så til sidst alligevel at vende hjem igen, den er der ikke meget nyt i. Den er vel nærmest så banal, som overhovedet muligt.
Men Vilars tekst formår ikke desto mindre, at tilføje historien et anderledes perspektiv og en anden udgang. For da konen, Helen, endelig får sin mand tilbage, erkender hun, at hun faktisk savner det spil, og den gnist, som jalousien tilføjede hendes liv og matte ægteskab. Den for de 3 kvinder så eftertragtelsesværdige mand, er pludselig ikke synderlig interessant længere. Og dette gælder for hele det kvindelige trekløver. Manden bliver i Vilars beretning en slags jagttrofæ, et objekt formet og skabt af kvinderne, så han passer ind i deres spil, og til deres behov. Og med denne tilgang drejer Vilar en ret velkendt kønsproblematik 180 grader, så manden på denne måde pludselig indtager den plads, som kvinder ikke sjældent har befundet sig på.
Men trods den lidt anderledes orientering, så efterlader stykket ikke desto mindre én med den fornemmelse, at man ligesom har hørt det meste lidt for mange gange før. At Vilar formåede at vække en del røre med sine afvigende pointeringer i 70'erne, undrer nok ikke. Men dette kan vel i høj grad tilskrives den tids brug for specifikke nybrud og forandringer, hvad angik kønnenes roller i vores kultur og samfund, og dette især hvad der havde at gøre med kvindernes. Men i dag vækker disse lidt spage forvridninger nok ikke den store bevægelse.
Så fortællingens dybere lag efterlader nu ikke én meget klogere, endsige berørt eller provokeret. Men afviklingen af Jalousi, der er iscenesat af Nikoline Werdelin, er nu ganske morsom og på ingen måde kedelig.
