Sonja Richter og Flemming Enevold slår gnister i Ole Bornedals fremragende nye stykke på Aveny-T på Frederiksberg, hvor det lykkes at ramme plet, både hvad angår det humoristisk underholdende og det hudflettende og tragiske.
Det lille, stramt komponerede og enkelt iscenesatte kammerspil, er fortællingen om 2 tilsyneladende meget forskellige og ujævnbyrdige skæbner, der mødes i en kirke, hvor historiens mandlige halvdels tidligere kone skal bisættes. Der er virkelig en himmel til forskel på den succesrige og arrogante Flemming, der gør sig i film- og teaterverden, og så Sonja, der er en ynkværdig, men charmerende narkoprostitueret. Men så er der jo blodet.
Den på ingen måde overraskende kendsgerning, at de er far og datter, afsløres først eksplicit i 2. og sidste akt. For det viser sig, at Sonja er den datter, som blev tvangsfjernet fra Flemming og hans afdøde kone, da de blev anset for at være uegnede som forældre. Pigen har så derefter levet en kummerlig tilværelse, blandt andet hos en plejefamilie, hvor hun blev misbrugt. Så den mere påtvungne end frit valgte deltagelse ved den afdøde ekskone bisættelse, bliver for den alkoholiserede Flemming også vækkelsen af en rædselsfuld fortid, hvor den for ham nærmest ligeså døde datter, pludselig står spillevende frem for ham igen.
Gennem flashbacks bliver man så delagtiggjort i de tos spor i livet, og det er på ingen måde nogle rare scener fra det forgangne, som man præsenteres for. Især den miserable og meget syge Sonjas skæbne skriger mod, ja, himlen. For hun er blevet udsat for en så umenneskelig mængde af svigt og vold på sjæl og legeme. Og bag Flemmings så hoverende ydre gemmer der sig en kærlighedsløs og selvoptaget mand, der på alle andre områder end det karrieremæssige må betragtes som en håbløs fallit.
Det, der især bærer dette stykke, er de to skuespilleres eminente præstationer, og så de aldeles fabelagtige replikker. For man kan ikke komme uden om, at karaktererne måske er lidt vel klichéprægede, og at historien måske mangler en smule overraskelse. Men hvad gør det, når materialet tilvejebringes så slående og konsekvent, som det bliver her.
Det er intimt, dragende og minimalt teater, der, både hvad angår skuespilpræstationerne, Ole Bornedals manuskript og især instruktion, og så den enestående scenografi, der formår at skabe en utrolig virkningsfuld, klaustrofobisk atmosfære, går op i en højere enhed. En teateroplevelse af de mere sjældne - simpelthen.
Se spilletider.
Foto Hansen-Hansen
