Flere nyheder

 
Musik
Sophia

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sophia
Fre. 12. nov. 2004

Mindre end otte måneder efter sidste optræden i København, var Sophia igen på besøg i byen. Og akkurat ligesom den gang, var det fredag d. 5. november også i Vega, man kunne lade sig svøbe ind i dette bands skrøbelige og smukke kompositioner.

Sophia, der i sit udgangspunkt er ensbetydende med amerikanske Robin Proper-Sheppard, har med sine fire albumudgivelser, hvoraf den ene er en live-optagelse, skabt sig sit eget betydelige rum. Med Proper-Sheppard's usædvanlige talent for nedspillet, sart og på én gang nuanceret og enstonende rockmusik som ballast, er Sophia et ganske egenartet væsen på den alternative rockscene i dag.

Modsat den foregående koncert herhjemme, havde Proper-Sheppard denne gang valgt, at tage hele det såkaldte Sophia-kollektiv med, hvilket udover den gængse bandbesætning også tæller en lille strygersektion. Og denne tilføjelse gjorde virkelig sit til, at koncerten blev en lidt anderledes oplevelse end den i foråret. For strygerne lægger en anselig hørbar ekstra dimension til Sophia's mørke og indadvendte lydbillede, hvilket trækker bandet væk fra den mere traditionelle, hel- og halvakustiske rock.

Der blev af gode grunde lagt mere vægt på det nedtonede og afdæmpede denne aften, hvor der blev støjet lidt mere igennem ved Sophia's sidste show i Vega. For på trods af, at strygersektionen ved flere lejligheder forlod scenen, så fik de heldigvis lov til at fylde så meget i helheden, at de så sandelig udgjorde en forskel.

Især var det numrene fra dette års People are like seasons, der markerede sig stærkt. Swept back, Fool og Desert song no. 2, fremstod alle som klare beviser på, at nyeste udspil nok skal vise sig, at være gjort af langtidsholdbart materiale. Og ældre sange, som eksempelvis If Only, River song og So slow, stod stadig stærkt frem, og vidnede samtidigt om en mærkbar konsensus i Proper-Sheppards bagkatalog af kompositioner.

Samtidigt vidnede aftenens koncert også om, at Sophia er og bliver et godt live act, der trods en vis monotoni i numrene, alligevel har en del strenge at spille på. Proper-Sheppard formår, at få mest muligt ud af sine ofte enkle sange, og med en intens indleven og engagement i fremførslen, når han og Sophia-kollektivet langt udover, og ind, end de fleste andre af tidens mere tilbagelænede og akustisk funderede rockbands.