Flere nyheder

 
Litteratur
Nordiske Vikingesagn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nordiske Vikingesagn
Tir. 16. nov. 2004

Lars-Henrik Olsen, der tidligere har udgivet "Nordiske Heltesagn", er nu aktuel med en selvstændig fortsættelse af denne: "Nordiske Vikingesagn". I denne bog bevæger han sig fra den rene sagntid med Kong Snjo, Kraka og Regner Lodbrog til begyndelsen af historisk tid med Olav Trygvesøn. Historierne er spændende og velskrevne, og ledsages af Thomas Dreyers flotte og livagtige tegninger.

Vi skandinavere er ret stolte af vores blodige forfædre, vikingerne, og i virkeligheden bliver vi lidt skuffede, når historikerne prøver at fortælle os, at de i langt højere grad var omrejsende handelsmænd end vilde barbarer. Men så kan man heldigvis ty til en bog som denne, der samler de mest drabelige og heroiske historier om de navnkundige og frygtløse vikinger og deres plyndringstogter gennem hele Europa.

Mange historier stammer fra Saxos Danmarkshistorie og islandske sagaer, så man kender de fleste af hovedpersonerne, om end der også er en masse mindre kendte skikkelser. Et glimrende træk er, at Lars-Henrik Olsen fra tid til anden indskyder forklarende bemærkninger og mere eller mindre konsekvent anvender nutidige stednavne, hvilket på sin vis fratager det lidt af sin eventyrlige stemning, men på den anden side gør det meget mere virkeligt og anskueligt.

Thomas Dreyer har stået for de flotte og meget detaljerede blyanttegninger, der til tider er meget drabelige, og stilmæssigt passer de perfekt til historierne og supplerer dem med det golde landskab, smukke kvinder og skæggede, sværdklædte mænd. Tilsammen udgør de en farverig og spændende helhed, og bogen er en aldeles glimrende måde at få pudset op på ens kendskaber til den nordiske sagntid og dets største skikkelser.

Til afslutning er der en række appendikser, der består af en udførlig ordforklaring, en kronologisk oversigt over begivenhederne, efterfulgt af liste over kongerne og de årstal, der knytter sig til dem, plus kildeangivelse og register.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Lars-Henrik Olsen: Nordiske Vikingesagn
Forlag: Aschehoug
Sider: 328
Udgivelsesdato:
ISBN: 87-11-11774-5