Flere nyheder

 
Litteratur
Middag med Jamie

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Middag med Jamie
Man. 15. nov. 2004

Jamie Oliver har udgivet endnu en kogebog, og umiddelbart ligner den meget sine forgængere; men ved nærmere gennemsyn er den nye og ganske omfangsrige bog, "Middag med Jamie - mad til hele familien", et resultat af hans egen udvikling som kok og menneske, og den indeholder en lang række af hans måske allerbedste ideer.

Bogen indledes med en Top Ti-liste over Jamie Olivers yndlingsopskrifter, og disse ligner i høj grad hans tidligere bøger. Det samme kan siges om pastaretterne; men så holder lighederne også op. Bogen er bygget op på en helt ny og tydeligvis meget mere pædagogisk, gennemtænkt måde med afsluttende køkkentips, hvor det tidligere har været vigtigt at fremhæve hans unge, spontane karakter. Der lægges vægt på gode grundopskrifter, og bagefter viser han, hvordan de kan varieres til en lang række forskelligt tilbehør.

Det første rigtige kapitel hedder "Små mirakler på 5 minutter", og det lever minsandten op til titlen: Ganske uhørt lækre retter på absolut ingen tid! Herefter følger en række meget indbydende sandwiches, efterfulgt af salater, supper og grøntsager. Så følger kød og fisk og desserter - altså en ganske traditionel opbygning. Nogle af opskrifterne bærer præg af det engelske køkken og ingredienser, man ikke nødvendigvis støder på herhjemme; men de fleste opskrifter er ganske nemme at gå til. Beskrivelserne er også mere udførlige end i hans tidligere bøger og lægger ikke nær så meget op til, at man har set retterne blive tilberedt - et afgjort plus.

Opskrifterne lader til både at være blevet mere avancerede i sammensætningen og nemmere i udførelsen. Der er gode billeder til de allerfleste retter, som bestemt frister til at kaste sig ud i kokkereringen. Desværre er siderne meget ru og absorberende, så ethvert lille stænk på siderne sidder som en lille påmindelse om et forhåbentligt vellykket måltid.

Lad mig lige afslutningsvis vende tilbage til desserterne, som jo også er det, der afslutter bogen og efterlader et virkeligt godt indtryk, især hvis man er til de rigtigt fedtede, karamelsmovsede desserter - såsom Chokolade-clafoutis med karamelliserede appelsiner, Tærte med ahornsirup og pekannødder og Kanonklistret karamelkage. Allerede navnene får mine tænder til at løbe i vand, og tro mig, duften, der spreder sig fra køkkenet og ud i hele huset.. Heldigvis er der også masser af opskrifter, der ikke er så farlige for figuren; men hvis man er i humør til at synde, så foreslår jeg en af disse søde oplevelser, der er med til at gøre dette til den bedste af Jamie Olivers kogebøger til dato.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Jamie Oliver: Middag med Jamie - mad til hele familien
Forlag: Aschehoug
Sider: 321
Udgivelsesdato: 29.10.2004
ISBN: 87-11-18219-9