
Alexei Ratmanskys og Mikael Melbyes "Nøddeknækker" er en børnevenlig ballet fuld af magi, teater effekter og humor.
Handlingen udspiller sig juleaften hos familien Stahlbaum. Stemningen er noget formel hos den rige familie, indtil onkel Drosselmeier ankommer. Han har gaver med til alle og mekaniske dukker, der liver selskabet lidt op. Vores hovedperson Clara har en livlig fantasi og et stort hjerte. Så da onkel Drosselmeier viser hende nøddeknækkeren, der har skikkelse som en Tivoligardist, bliver hun ganske betaget af ham. I hendes fantasi kan han mere end at knække nødder. Han er levende og har mod og hjerte.. Clara bliver hurtigt forelsket i nøddeknækkeren, og om natten drømmer hun om ham.
Alexei Ratmanskys koreografi er meget børnevenlig og let forståelig. I første akt bruger han et enkelt trinsprog, der er let for børn at efterligne, og mime til at fortælle handlingen og beskrive de centrale personers indbyrdes relationer. I anden akt bliver koreografien mere alsidig og virtuos, men den er stadig sjov og let tilgængelig. Ratmansky benytter sig af den klassiske trinskole, men han tilføjer utraditionelle bevægelser og finurligheder, der gør koreografien sjovere og lettere for børn at forstå - koreografiske detaljer, der fremhæver rollernes karakter og gøre dem mere virkelige. Især anden akts divertissementer indeholder mange fine koreografiske elementer, både af storslået karakter, elegance og humor.
Mikael Melbyes kostumer og scenografi er som taget ud af en drøm. Salen er pyntet op med istapper og orkesteret er blevet inkorporeret i forestillingens scenografi ved at de er placeret i et indhak i publikums højreside af scenen. I venstre siden af scenen (set fra publikum) er der placeret en trappe, der fylder hele scenens dybde. Den er lavet i perspektiv, der får den til at virke fantastisk virkelighedstro.
Nøddeknækkeren indeholder mange sceneskift og teater effekter, der gør det umuligt for børn at kede sig. Nogle gange er den næsten som at sidde og zappe fjernsyn, fordi der sker hele tiden noget nyt på scenen, enten i koreografien eller i kulisserne.
Kostumerne rummer alt fra bedårende snefnug, vilde mus, yndige margueritter og sjove humlebier, til elegante og frække rokokoporcelænsdukker. Det er intet mindre end fantastisk!
Mille Støchkel er en yndig Clara, Johan Christensen hendes modige prins og Jeppe Banke hendes irriterende lillebror. De voksne roller danses smukt af Gitte Lindstrøm og Julien Ringdahl. Peter Bo Bendixen er en elegant Drosselmeier. Jette Buchwald er en sød amme/sukkerfe. Alexander Sukonnik er en kraftfuld musekonge. De andre mus danses overbevisende af Frederik Farrington, Gakuro Matsui, Christopher Rickert og Alexander Stæger. Columbine og Harlekin danses smukt af Diana Cuni og Morten Eggert. Diana Cuni har også rollen som Hyrdinde, hvor skorstensfejeren danses af Nicolai Hansen; og Morten Eggert danser en spændstig trepak med Gábor Baunoch og Tim Matiakis. De to sidstnævnte danser også den livlige kosakdans i første akt. Den arabiske dans udføres af Jean-Lucien Massot, Tina Højlund og Gudrun Bojesen, hvis indbyrdes spil får et smil frem på læben.
Se spilletider.
Foto: Martin Mydtskov Rønne